591167006

indbelalt i Sedler og beløb sig li! 480 Rdlr. kun repræsenterede ca. 100 Rdlr. Sølv, og W. var derfor tvungen til (vistnok 1813) at fordre en Del af Huslejen indbetalt i Sølv, da Stiftelsen ellers ikke vilde kunne fortsætte Driften. — Den almindelige Mening dengang var, at Krigen med England og Sverige bar hele Skylden for Pengekrisen; men W. deler ikke ganske denne Mening og paaviser forskellige andre Aursager. Han skriver blandt andet: „Naar vi ikke aleneste ville have det uundværlige fra Frem­ mede, men endog andre Landes Overflødigheder, Overdaadig- heds og Vellystens Valne, Fruentimmerpynt og sligt, og mere deraf, end vi have Raad til, saa gaaer ikke alenesle det vundne tilspilde, men vi maae betale med Sølv, saalænge vi have noget deraf, siden tage vi paa Borg, og fordybe os alt mere og mere i Gjeld, hvorved Vexelcoursen baade skabes, næres, og gives Vexl. Vi have saaledes indført de sydlige Landes Luxus, uden at have deres Rigdomme og Kilder til Velstand. Danmark kan manske skille sig ved el Par lumdiede tusinde Rdlr. Sølv i et Aar, uden at det skal savnes, men skeer dette mange Aaringer eller hinanden, vil del omsider komme til at knibe*). Der er el bekjendt Ordsprog: „at man ikke saa meget skal komme til Velstand ved store Indkomster, som ved faa Ud- givler; men Ordsproget er gammelt, og det er alt nok, for at del maa vorde forkastet.“ Den skjemtsomme Geheimeraad Osten, som var Direeteur ved Øresunds Toldkammer, tilbød engang Kong Friederich den femte høilovlig Ihukommelse, en rar Penge. Kongen besaae den, og sagde: „Der er jo ingen Raritet ved den, del er jo ikke andet end en almindelig Rigsort“ . Geheime- raaden svarede: „Deres Majestæt! er den ikke rar nu, saa vil den blive detM. — Hans Forudsigende har længe været opfyldt. Jeg anfører denne Omstændighed, som et Beviis paa, al Krigen, vi *) Sølvpenge, endskjøndt for sig selv betragtet lidet nyttige, ere dog, fordi de forestille Yahrens Værd, særdeles vigtige, og naar vi derfor under­ tiden maae betale noget af det, vi faae med Penge, bør vi igjen see at faae Penge for andet af det, vi afsætte, og derved handle saaledes, at vi kunne holde Ligevægt imellem Indtægt og Udgivt. For alting maa vi vogte os for at gjøre Gjeld, eller give Gjeldsbeviser, og skeer det, bør vi søge at indfrie dem igjen til bestemt Tid, eller det snareste mueligt. Holde vi os ikke til denne Regel, vil Handelen vorde skadelig, og kan føre megen Ulykke over Landet. Mig forekommer dette saa soleklart, at det ingen videre Bevis behøver.