591167006

nu liave, ikke er den første eller eneste Aarsag til vor nuværende Pengemangel4*. Winterfeldt tror altsaa ikke, at Pengekrisen saa meget skyldes Krigen, som den stadig tiltagende Indførsel af Luksusvarer og Pynt m. m. og mener, at den Skade Krigen forvolder, forholdsvis hurtigt kan forvindes ved Flid og Sparsommelighed, men Trangen til Luksus og Overdaadighed bliver rimeligvis ikke mindre, fordi Krigen ophører, og er derfor meget mere skadelig end denne; han sammenligner Krigen med en heftig Sygdom, hvoraf man kan komme sig, men den skadelige Handel med en tærende Syge som man sjeldent kommer over. W. omtaler derefter den stærkt om sig gribende Forlystelses­ syge; paa Keglebaner, Danseboder og andre Forlystelsessteder, siger han, er der altid fuldt Hus, og paa Spadseregange og offentlige Forsamlingssteder ses saa megen kostbar Pynt, at man skulde tro, der var stor Velstand i Byen. W. er ingen Ynder af nye Skatter for at bøde paa de daarlige Finanser; han mener, at enhver, der har Evne dertil, burde føle det som en Forpligtelse frivillig at give en ekstra Skat, saalænge Forholdene kræve det, og han anbefaler i delle Øjemed at benytte Marinens gamle Mundheld — En Skjelm, som sviger*) — som Opnnmlringsraah, nu da det gælder om al bære Statens Byrder. De vanskelige Pengeforhold benyttedes ogsaa af Adskillige til at drive Aager og Spekulation; som Regel var det Jøderne, der tik hele Skylden for disse Forhold, men W. tager ogsaa her Af­ stand fra den almindelige Mening, idet han siger: „Jeg kjender ikke Aagrerne og Speculanterne; men Hvilke de end ere, vilde jeg dog ønske, at Ingen, uden Jøder kunde be­ skyldes for al benytte sig af den Trængendes Nødw. Bogen slutter med Ønsket om, at Krigen snart maa ophøre, og at den som Kræft om sig ædende Øverdaadigded, Lyst til fremmed Arbejde og Vindesyge maa ophøre samtidig med Krigen. *) Brugtes dengang som Opmuntringsraab om Bord, naar noget tungt skulde løftes eller flyttes, hvorved mange samtidig maatte anspænde deres Kræfter.