HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Søren Federspiel

afholdt Københavns Tømrerlaug sin ordinære forårslavssamling. Det usædvanlige i situationen blev markeret derved, at tømrerlavet sam­ men med murerlavet afsendte et telegram til kongen med ». . . vor undersåtlige hilsen og tak for Deres Majestæts indgriben i den politiske situation. Gud give Deres Majestæt kraft som vilje til at føre vort elskede fædreland frelst gennem alle skær.«20 Der var således ingen tvivl om tømrerlavets stillingtagen under påskekrisen. Lavet var for konge og fædreland. Heller ikke de følgende år bragte ro på arbejdsmarkedet. Frem til storkonflikten i 1925 fulgte arbejdsgiverne den hårde kurs og satte trumf bag kravene om lønreduktioner ved lockout eller trussel om lockout. Efter storkonflikten i 1925 blev resten af 1920’erne en for­ holdsvis fredelig periode på arbejdsmarkedet. Som yderligere forklaring på tømrerlavets forstærkede politisk­ organisatoriske engagement i årene omkring 1920 kan der henvises til de to oldermænd, O. V. Kayser og Silius Johansen og deres interesser i bred forstand. Begge var de ikke blot politisk interesseret, men også politisk engageret. Og det som ansvarligt aktive parlamentarikere. I 1921, året efter sit valg til Folketinget, trak Kayser sig tilbage fra posten som oldermand i tømrerlavet. Hans efterfølger blev den 50- årige tømrermester Silius Johansen. Hverken hvad angik politisk aktivitet eller organisatoriske hverv stod han tilbage for Kayser. Sin forretning som tømrermester havde han opgivet i 1919, da han tog imod en stilling som branddirektør i et forsikringsselskab. Foruden medlemsskab i Arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelse og en lang række andre hverv i foreningslivet havde han siden 1918 været med­ lem af Københavns Borgerrepræsentation. Fra 1923 var han rådmand for magistratens tredie afdeling. Silius Johansen fungerede som oldermand i perioden 1921-1938, det vil sige så godt som hele mellemkrigstiden. Den side af sagen, der vedrører oldermandens personlige priorite­ ring skal hverken negligeres eller overvurderes. Men der kan næppe være tvivl om, at det politisk-parlamentariske engagement hos disse to oldermænd har været medvirkende til at tømrerlavet i højere grad end ellers ville have været tilfældet, har taget direkte politisk stilling. En stillingtagen, som også må have virket fremmende på det organisato­ riske engagement.

40