HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Søren Federspiel

byggeriet fik et boomagtigt opsving 1933-35. Rentesænkningen gav­ nede det private byggeri, mens begge dele, rentesænkning og stats­ støtte, gavnede det sociale byggeri. Den statslige boligpolitik stimule­ rede således ikke blot byggeriet i almindelighed, men især det sociale, almennyttige byggeri. Men ikke nok med det. Boligpolitikken stimu­ lerede også en bestemt form for byggeri. Det, der blev udført i stor målestok, med store samlede enheder. Denne type blev efterhånden kendetegnende for det sociale byggeri. Denne ny type af byggeri fremmede og blev fremmet af den ny betonteknologi. Beton og jern vandt først for alvor indpas efter krigen. Men jernbeton var blevet anvendt så tidligt som i 1890’ernes begyn­ delse, hvor Statens Museum for Kunst fik etageadskillelser af beton. Hovedparten af det sociale byggeri i mellemkrigstiden blev opført på overvejende traditionel måde trods de store enheder. Selvom beton fandt anvendelse i en vis udstrækning, var hverken materialeudvik­ lingen og især ikke den tekniske udvikling og kooperationsformerne på byggepladsen nået frem til et stadium, som det kendes fra 1960’erne. Den praktiske anvendelse af betonen haltede med andre ord bagefter. Hvad der afgørende bragte udviklingen ud over dette punkt var, at entreprenørerne fra anlægssektoren trængte over i byggesektoren. Fra anlægsområdet medbragte de en teknik og kooperation, der afgørende medvirkede til at bryde den håndværkstradition, som de to store byggefag, murer- og tømrerfaget, stod for. En byggeskik og bygge­ tradition, der hvilede på århundredlang erfaring. Den udvikling begyndte allerede i 1930’erne, blev bremset af krigen, for derefter at slå igennem fra 1950’erne og frem. Fra 1930’erne finder vi da også i kimform den konflikt mellem byggehåndværksfagene på den ene side og entreprenørerne på den an­ den, som kom til at spille en central rolle i efterkrigstiden, både hvad angik den faglige og den organisatoriske udvikling. Tømrerfaget stod centralt placeret i hele denne udvikling. Som det ældste af byggefagene havde det en lang tradition bag sig for hånd­ værksmæssig kvalitet, hvortil kom veletablerede og -udviklede kul­ turelle traditioner. Traditioner, der både knyttede sig til tømmer- og byggepladsen og til det liv tømreren levede uden for arbejdstiden. Arbejds- og samarbejdsformerne på byggepladsen afspejlede tradi­ tionerne. Maskiner fandtes så godt som ikke. Den faglige arbejdsde-

f