S_Holbergtidens_København

flere and re sprog. Franske huguenotter, hollandske handels- og søfolk, engelske industrimænd, norske og tyske embedsmænd og håndværkere samt folk fra det gamle danske land øst for Øresund bevirkede, at sproget i København ofte var et kaudervælsk. Ikke blot var håndværkersproget og mange a f dets fagudtryk tyske, men da mange a f hof- og embedsmændene var indvand re t fra Tyskland, var sproget ved hoffet fortrinsvis tysk. Christian den 6 . kunne dansk, men talte helst tysk, hvorimod Frederik den 5. mest talte dansk og lod sine børn opdrage på dansk, til borgerskabets al­ mindelige tilfredshed. Trods den stærke tyske indflydelse var der dog ikke tale om en bevidst undertrykkelse a f dansk. J . L. Holstein, der selv var ind ­ vand rer i andet led, fik således gennemført, at Videnskabernes Selskabs skrifter blev trykt på dansk, Thu rahs topografiske og arkitekturhistoriske værker blev trykt med sideløbende dansk, fransk og tysk tekst, og i de skoler, som Frederik den 4. havde op­ rettet på ryttergodserne, foregik undervisningen ligeledes på dansk. Holberg bekæmpede snobberiet for fremmede sprog, men var dog alligevel så praktisk, at han afviste nyopfundne danske ord, hvor et fremmedord havde vundet indpas og bedre dækkede det, man ville udtrykke. M an h a r ingen oplysninger om, hvor mange indvandrere, der var i byen og heller ikke om befolkningens sammensætning, men i 1750’erne var omkring en fjerdedel a f de borgere, der fik borger­ skab, udlændinge. Der var en del utilfredshed med at man foretrak udlændinge til de højeste poster i statsstyrelsen. Holdningen er forståelig, hvis man prøver at sammenligne med senere tider. Det ville svare til, at man i vore dage indkaldte folk fra Mecklenborg eller and re tyske om råder og gjorde dem til statsministre, finans­ m inistre eller øverste leder a f hæren. Det daglige liv i København prægedes i høj grad a f standsfor­

skelle, selv om Holberg syntes, at det var vanskeligt at se forskel på folk »udi en Stad, hvor man seer Haandverks-Karle udi røde Skarlagens Klæder, Skrædere, Skomagere og Bagere at age udi Vogne og Carosser, og at boe udi Huuse, som man kunde tage for Palatser, hvis Dørrene ikke vare tegnede med Saxe, Støvler og for­ gyldte K ringler«. I 1746 udstedtes en ny rangforordning, som nøje opdelte de forskellige grupper. H er kunne man se, at generaler til hest og til fods hørte til 1 . klasse nr. 1 1 , konferentsråder til 2 . klasse nr. 17 og kornetter til 9. klasse nr. 12. Snobberi, rangsyge og forfængelighed var udb red te lidelser. Pon topp idan giver tiden følgende skudsm ål: »Man holder for, at de Danske a f N a tu ren er noget opblæste og tilbøjelige til Stolthed. Denne Udyd fremgaar b land t andet a f den overmaade store V an itet og Forfængelighed i Klæder, Ekvipage, T itle r og deslige. Th i der er vel in tet Land i Verden, hvor den ene efterligner den anden i ydre Frem træden som i Danmark . Den ringeste vil gjøre det samme som den største, om han ogsaa som Frøerne i Fabelen skulde briste deraf, hvorfor der i Byerne er en saadan Konfusion, at man umulig kan kjende Folk fra hinanden paa Klæder, om de er af den højeste, mellemste eller ringeste Stand«. På Rach og Eegbergs billeder ser man også mest elegante herrer med trekan tet hat, pud re t paryk, spraglede klæder og kårde eller dam er i store kjoler a f kostbart silketøj, men samtidig viser malerierne en lang række bygninger, som er skabt i den samme periode. M id t i alt det svulstige og overdrevent chevalereske arbejdede dygtige håndværkere og målbevidste arkitekter på at skabe bygningsværker, som vi i dag nødigt ville miste. Virkede københavnerne med deres rangsyge og snobberi noget provinsielle, så havde vi dog Holberg til at spidde dem, og i sit palæ i Stormgade sad Holstein og læste Francis Bacon, mens Tho tt studerede mellem sine mange bøger i biblioteket på Kongens Nytorv.

19