S_Holbergtidens_København

Frankrig, men tilegnet sig i Sachsen-Polen under Indflydelse a f de franskskolede, kurfyrstelige A rkitekter de Bodt og Longuelune. Det banebrydende Værk blev Prinsens Palæ, opført under Eigtwedts Ledelse 1743—44. Det nye og det franske bestaar først og fremmest i Façadernes Behandling og i Fløjenes plastiske Udformning. Alle Detailler er franske: Bossagemotivet (Kvaderfugningen), Lisenen, den rektangulære Murfylding, det høje rundbuede »Palævindue« og Stikbuevinduet, - ligeledes Façadernes vand rette Leddeling: det som Sokkel behandlede nederste Stokværk, derover Beletagen og M ezzaninen samm enbundne med Liséner. Façaderne er be­ hand let i lavt Relief, Bygningslegemerne virker lette og magre, med skarpt sammenstødende Flader. Barokkens fyldige Plasticitet er ophævet. Det Württembergske (Lerche’ske) Palæ opføres i samme Aar som Prinsens Palæ a fen undero rdnet kgl. Arkitekt, der søger at bringe sin Mester Eigtwedts diskrete Stil i Anvendelse paa en stor Husblok i Gadelinien og lider Skibbrud derved, —han kender ikke Nuanceringens Kunst men overanstrenger Bossage­ motivet og gør derved Laçaden steril. I det faa Aar senere Danne- skiold-Laurwigenske Palæ i Store Kongensgade har de moderne franske Stiltræk (M idtrisalittens Bossering, hele Façadens lodrette og vand rette Inddeling) indgaaet en heldig Forbindelse med ældre Motiver (den halvrunde Fronton, Hjørnelisénerne) ; og den ukendte Arkitekt har forstaaet, at den franske Rokokos Formsprog kun formaar at hævde sig paa store Bygninger n aa r et strengt Façadeskema med Ligevægt mellem lodrette og vandrette Linier observeres. Det er lærerigt a t sammenligne dette eklektiske men dog moderne orienterede Bygningsværk dels med den samtidige K locker’ske G aard skraat overfor, hvis Façade med de dom inerende lodrette Delinger, der forkrøppes i Gesimsen, og de rigt skulpterede V in­ duesrammer i M idtrisalitten er saa karakteristisk for den køben­ havnske Senbarok i Philip de Langes Prægning, - dels med Hof-

apotheker Beckers G aard paa Købmagergade, et Ungdom sar­ bejde a f T hu rah (1733), der i det mindste røber andenhaands Kendskab til fransk T rad ition . Det fornemme Husbyggeris Stil­ historie fra ca. 1730 til Amalienborg-Palæerne 1749 er ikke mere om fattende end at alle dets Problemer kan forklares udfra ganske faa Arkitekters Historie, - fra Ernst til Eigtwedt. I denne sidstes franske Lærebog, - en Blondel’s, en Briseux’s - , ha r den anonyme Bygmester, der ved 1740’rnes M idte opførte det Gyldensteenske Palæ i Dronningens Tværgade, kunnet lære en parisisk Rokoko, der var adskilligt renere end den moderne M anér, i hvilken Grev Laur- wigens G aard forsøgte sig; Bygningen er dog mere beslægtet med den gængse franske Landstedstype end med et Hotel. —Det var naturlig t, at den nye Stil, udgaaet fra den almægtige Hofbyg­ mesters Kreds, først fik Indpas i København indenfor det for­ nemste Boligbyggeri. Her, som overalt i Europa, hvor den vand t Fodfæste, var den aristokratisk Import. K o rt efter 1740 begynder den ogsaa at præge vore H erregaarde (Frederiksdal, Kokkedal, Lerchenborg), —tilsidst følger Borgerhuset T rop , men kun et Par enkelte Exempler kan paavises i Hovedstaden før 1750. Mest karakteristisk var Jacob is G aard paa Østergade (1748), et snurrigt Murermesterhus, der pligtskyldigst anvender de Eigtwedtske Former fra Prinsens Palæ med størst mulig Ubehændighed. Men fra um iddelbart følgende Aar stammer et saa typisk senbarokt Hus som Gamm elstrand 48; Ejendommen Ved S tranden 16 (1748) er uden Eigtwedtske Kendetegn men dog rokokomæssigt forfinet i Reliefbehandlingen. De bedste Rokokoværker før Amalienborg- tiden, —bortset fra Prinsens Palæ —, er ubestrideligt Komediehuset paa Kongens Nytorv og Asiatisk Kompagnis store Pakhus, begge fra 1748 og bygget a f Eigtwedt. Det er de første lødige Prøver paa den enkle, fint rhytmisk beherskede Lisénearkitektur, som under Eigtwedts og hans Elevers og Efterligneres Hænder skulde vinde saa stor Udbredelse, ja fæstne sig til en national Stilform.

25