KedningsanftalterForDrufnede_1796

109

fin og fin ¡Omtjue/ inbtff Sb’éffanFrfoirtwft Funne itbførc£ oeb bet fuage SegemeS tgneSvctfttr. ttnber Ofclibnttigf« (jeifcer man fiuttBsth en 5 f)cej!ecfu(Diunfen.i ; 2D?unberi'pas bensDrnf'N nebe, for at forføre, om tjan feføpnbfr at fbatge. $ar ogfaa b«t!*w fjti ffiøntR&fiiHbei figiøjen, faa, 6 rtnøeé i>an forfisiigei? i en tibi opbarmet ^eng, tøggeé temmelig tjojt mejp £o&eb$t, oa inbbifleé ffané SBeen i barmt gianct. SRu giber man t>am Sfjeebartb ifjeefreefuibbiié at imFFe, citer batte, etter futiFetti$if, etter>J3iin og SEtøttb, nogte $ofnnnbsbraa&er, 32iiriciRapi>ta, ©'afuiiaffpt' ritué, efter beétige, for at fceforbre SegemetS ttb* bunffning. ?0?an taber f>am tffe bare atteeire, før* cnb ()an ganjie er fommet tit fiø fetb igjen. Sa fatber fjan fom oftefl t en rotig @øbn, af tjbilfen f)an gjertte baagner ttteb fin forrige ngbe og an og fcefyanbieé i øbrigt tneb antipijiø» fiifitfie SDiibter.