S_Thorvaldsen

i i 7

ikke blot modelleret, men ogsaa udført i Marmor; til sit Bestemmelsessted, »den uforglemmelige Kones hellige Grav« paa den engelske Kirkegaard ved Florents, kom det dog aldrig, men blev indtil Thorvaldsens Død staaende i hans Atelier, hvorfra det senere kom til Musæet. Grunden hertil var sikkert den, at Forholdet mellem Thorvaldsen og hans fornemme Ven i Løbet af de nærmest paafølgende Aar i det hele undergik en væsentlig Forandring. I Oktober 1814 rejste Schubart til Danmark og var saaledes for en Tid hindret i personlig at udøve en Pression til Arbejdets Fremme; omtrent samtidig viste det s ig , at hans Pengesager vare i en saadan Uorden, at det kunde blive ham vanskeligt at udrede den til Monumentet bestemte Sum. Lidt senere fik Thorvaldsen at vide, at Schubart i sin Egenskab af Formynder for Zoégas Datter Laura havde bestyret dennes Arvelod saa uforsvarlig, at den var gaaet tabt; han bad da Thorvaldsen om et Laan, men hk det ikke, og hermed var Venskabet, om end de to vedbleve at omgaas tilsyneladende fortrolig, faktisk opløst. Der er for øvrigt vist heller ingen Tvivl om, at Hustruens Død har bidraget væsentlig til at slappe Forholdet; Baronesse Schubart var sikkert en langt friskere og finere Natur end hendes Ægtefælle, og Thorvaldsen har aandelig staaet hende nærmere end denne. Det var da ogsaa et herligt Mindesmærke, han havde tænkt sig som Prydelse for hendes Grav, en inderlig følt og sjælfuld Komposition.Den elskelige Kvinde ligger henstrakt paa Dødslejet; paa dettes Rand sidder vedhendes Side Ægtemanden, med sin ene Haand holder han hendes fast, den anden hæver han, som vilde han besværge den bortflygtende Aand og standse den i dens Himmelfart; men Genien ved Hovedgjærdet vender Faklen mod Jorden. Særlig interessant er for øvrigt i dette Relief den Anvendelse, Kunstneren her har gjort af Portrætterne. Saavel Baronens som hans Hustrus Buster havde han tidligere modelleret; de høre i deres Art til hans friskeste og mest individuelle Arbejder. Baronessen er formelt styg; de uharmoniske Forhold i Hovedet, den skarpt fremjagende Næse, de smalle, sammenpressede Læber og den tørre Hud vilde i Forening med den noget barbariske Frisure give hende et næsten megæraagtigt Præg, hvis ikke det fine Udtryk vidnede saa klart baade om Hjertensgodhed og om Klogskab. Baronen er en kjøntformet Ubetydelighed med gammel romersk Tilsnit; man frigjør sig overfor hans Buste vanskelig for den Forestilling, at han direkte eller indirekte har forlangt af Kunst­ neren at blive modelleret som en Slags Seneca — og dog har billedet