S_Thorvaldsen

208

at se, hvad Fremgang det havde med den, og ikke traf Tenerani — denne havde netop givet sig ud paa en Rejse — , fik han Lyst til selv at arbejde lidt paa Gruppen; han tog fat i Leret og blev snart saa ivrig, at hans Indgriben satte sig meget kjendelige Mærker. Da Tenerani kom hjem og saa’, hvad der under hans Fraværelse var gaaet for sig, følte han sig i høj Grad krænket; en heftig Scene mellem de to Kunstnere paafulgte, og Tenerani krævede, at der skulde vælges en Voldgiftsmand. Dette skete, men synes ikke at have ført til noget Resultat; Sagen kom for Retten og afgjordes to Aar senere ved et Forlig, ifølge hvilket Thorvaldsen skulde betale Tenerani 4000 Scudi for de to Marmorarbejder og, saa vidt man kan skjønne, overdrage ham den kunstneriske Ejendomsret til de omtvistede Figurer. At denne Sag har medført alvorlige Ubehageligheder for T hor- valdsen, følger af sig selv. Tidligere havde han staaet paa den bedste Fod med Tenerani, men fra det Øjeblik af, da Mesteren havde gjort sig skyldig i det nævnte Overgreb, vare de to Billedhuggere bitre Fjender. »Begge ere de«, skriver Wagner, »saa ophidsede, at ingen af dem vil vise den ringeste Eftergivenhed, og den ene søger paa alle Maader at tilføje den anden Krænkelser. Taler man med den ene, hører man kun bitre Klager over den anden, og lytter man til den anden, er det ganske det samme. Dertil kommer, at Thorvaldsen med sin mistænksomme Karakter finder Stof til nye Anker i enhver lille Omstændighed, og Tenerani, der er listig og lumsk som en ægte Carrareser, lader det ikke mangle paa Underfundigheder. Saaledes staa de over for hinanden i uforsonlig Bitterhed som Eteokles og Polynikes.« Thorvaldsen gik i sin Harme saa vidt, at han gav alle dem af sine Medhjælpere Afsked, der tidligere havde staaet i et nærmere Forhold til Tenerani. Mærkeligt nok holdt under denne Strid de fleste Italienere med Thorvaldsen; det viste sig ogsaa i denne Periode meget tydeligt, at Romerne elskede den store Billedhugger fra Norden og regnede ham for en af deres egne — noget, han satte megen Pris paa og godkjendte, blandt andet ved stadig som Fødselsdag at fejre den Dag, paa hvilken han var kommen til Rom. Et ret betydningsfuldt Udslag af denne Sydboernes Følelse for Thorvaldsen var det, da der i 1824 fra flere Sider indløb Opfordringer til ham om at udføre et Monument for den navnkundige Digter Torquato Tasso. Thorvaldsen var velstemt for Planen, undersøgte Forholdene ved Digterens Grav i Klostret S. Onofrio og traf ogsaa andre Forberedelser, men kom