S_Thorvaldsen

2 0 9

dog ikke saa vidt, at han fik en Skitse i Stand, og i Aarenes Løb traadte Sagen ind i andre Former: Monumentet blev bestilt hos Italieneren Fabris, men Thorvaldsen blev dog Medlem af den Kommission, der skulde have Overtilsyn med Arbejdets Udførelse. Selv »Pfafferne« syntes efterhaanden at glemme, at Thorvaldsen var en Kætter; Franciskanermunkene bade ham om Udkast til et Marmorkors, der skulde oprejses uden for deres Kloster paa Piazza Barberina, og Kunstneren gav dem det uden at beregne sig noget Honorar; det bærer Indskrift og Ornamenter, men ellers ingen billedlig Udsmykning. Canova havde været Præsident for det romerske Kunstakademi S. Luca, til hvis Professorer Thorvaldsen hørte; da han døde, kom Historie­ maleren Camuccini i hans Sted; efter dennes Fratrædelse i 1825 skulde der ifølge Statuterne vælges en Billedhugger. Naturligvis kom Thorvaldsen paa Tale, men over for de mange, der ønskede hans Valg, nedlagdes der fra andre Sider alvorlige Indsigelser: kunde det være sømmeligt at vælge en Ikke-Katholik til en Post, der medførte, at dens Ihændehaver ved visse Lejligheder skulde varetage Ceremonier med religiøst Præg? Omsider besluttede man sig til at forelægge Spørgsmaalet for selve Paven, Leo den Tolvte, og denne tog Sagen helt praktisk. »Er ikke Thorvaldsen«, spurgte han, »utvivlsomt den største Billedhugger i Rom?« Det var han, sagdes der, men han var jo en Kætter. Hertil svarede hans Hellighed, at saa var vel Spørgsmaalet dog løst med det samme; Posten som Akademidirektør havde jo kun lidet med det religiøse at skaffe, og indtraf det Tilfælde, at der skulde foretages en Handling, der kun kunde udføres af Katholiker, stod det vedkommende frit for at melde sig syg. Enden paa Sagen blev da, at Thorvaldsen i December 1825 udnævntes til Præsident for S. Luca; han beklædte Pladsen i tre Aar og nægtede, da han efter Akademiets Regler skulde fratræde, at modtage Valget til Vicepræsident. Embedet havde med­ ført »daglige Ubehageligheder og Tidsspilde; han var desuden langtfra skikket til at regere disse Tøjler og gav vistnok ved sin Maade at tage Tingene paa oftere Anledning til, at man med temmelig god Grund kunde møde ham med Chikaner og Fortrædeligheder«. De Arbejder, der i 1824 og de nærmest følgende Aar optoge Thorvaldsen stærkest, vare sikkert Fyrst Poniatowskis Rytterstatue og Pave­ monumentet; af disse var igjen det sidstnævnte det, der, medens det var under Udførelse, mest blev omtalt og ivrigst kontrolleret af Almenheden. 27