S_Thorvaldsen

241

Klio med Bogrullen, Euterpe med Dobbeltfløjten, den muntre Thalia og den strenge Melpomene; en lyrespillende Amorin gaar foran Terpsichore og Erato, der omslynge hinanden i Dansen; derpaa Polymnia, som skrider frem i dybe Tanker, samt Urania med Himmelkuglen i Haand og Blikket rettet mod det høje. Efter den sidste i Musernes Række, Kalliope, der skriver paa en Tavle, følger de ni Gudinders Moder, Mnemosyne, der ledsages af Harpo- krates, Tavshedens Gud, og efter hende den blinde Homer, som rørende Lyrens Strenge skrider frem med Sangens vingede Genius som Fører. I dette stort tænkte og stort anlagte Arbejde blev Thorvaldsen af­ brudt ved Krav, der stilledes til ham i hans rent private Forhold. Som man vil mindes, havde Anna Maria Magnani i Foraaret 1813 født ham en Datter, Elisa Sophia Carlotta. Da denne havde forladt Klosterskolen, hvori hun var bleven opdragen paa sin Faders Bekostning, vedkjendte Thorvaldsen sig overalt den smukke og vel begavede Pige som sit Barn og indførte hende i de Kredse, hvor han til Stadighed færdedes. Her traf hun sammen med en dansk Officer, Oberstløjtnant og Kammerherre Paulsen, der paa den Tid opholdt sig i Italien som Kavaller hos Kronprins Christian Frederiks fraskilte Hustru, Prinsesse Charlotte Frederikke, og blev forlovet med ham. Men inden Ægteskabet kunde indgaas, var der adskilligt, der maatte ordnes, for det første det juridiske Forhold mellem Faderen og den unge Pige og der­ næst de kirkelige. Hvad det første vedrører, henvendte Thorvaldsen sig i August 1833 til det kongelige danske Kancelli med en Skrivelse, hvori han søgte om Tilladelse til at lyse Datteren i Kuld og Kjøn, saa hun i Frem­ tiden kunde bære hans Navn; med Ansøgningen fulgte et Dokument, hvori det meddeltes, at Kunstneren havde besluttet at efterlade Byen Kjøbenhavn sine Samlinger. At Kancelliet ikke tøvede længe med at sende et imøde­ kommende Svar, følger af sig selv, og saaledes syntes nu det hidtil svævende Spørgsmaal om Arven efter Thorvaldsen at være bragt til Af­ slutning. Større Vanskeligheder voldte Ordningen af den anden Sag, der angik Kammerherre Paulsens og Elisa Thorvaldsens Vielse. Der var ingen Udsigt til, at de romerske Kirkeøvrigheder vilde sanktionere Ægteskabet mellem den katholsk opdragne unge Pige og en Protestant; man maatte derfor søge andensteds hen for at faa Parret viet og mente da, at Sagen lettest vilde lade sig bringe i Orden paa et saa stille og afsides liggende Sted som Vicenza, hvor den vordende Brudgom just opholdt sig med Prinsessens øvrige Hofstat. Thorvaldsen rejste da med sin Datter over 31