S_Thorvaldsen

247

i 1833 modellerede de to fine og yndefulde Relieffer »De spillende Engle« og »De syngende Engle« samt to Fremstillinger af svævende Smaaengle med Guirlander; de sidstnævnte bleve udførte efter Bestilling til Domkirken i Novaro og anbragte paa dens Alter, støbte i Bronce. Den 18 de Oktober var Thorvaldsen med til en Højtidelighed af egen Art; paadenne Dag bleve de jordiske Levninger af Rafael for anden Gang stededetil Hvile i Roms Pantheon iNærværelse af en Mængde ansete Kunstnere og andreStormænd. Sagen var den, at der i Akademiet St. Luca bevaredes en Hjerneskal, som længe havde været udgiven for at være den store Malers; nu var der imidlertid bleven rejst Tvivl om denne Relikvies Ægthed, og man besluttede sig da til at foretage en Undersøgelse af det Sted i Pantheon, hvor Rafaels Grav sagdes at være. I de første Dage af September tog man fat paa Udgravningen, og den 14 de fandt man, nøjagtigt paa det Sted, som den gamle Kunsthistoriker Vasari havde opgivet, det fuldstændige Skelet, der selvfølgelig blev nøjagtig undersøgt, opmaalt og aftegnet, før det gaves tilbage til Jorden. Thorvaldsen var til Stede baade ved dets Optagelse og ved Bisættelsen; han tog noget Kalk fra den murede Grav, hvori det fandtes, med til Erindring, bar Voxkjerte i Processionen ved den store Højtidelighed og lyttede med Andagt til det Miserere, der blev sunget af de pavelige Sangere. Hvad han i disse Dage havde oplevet — Rafael var sikkert den af Kristentidens store Mestere, han elskede højest —, havde sat hans Sjæl i stærk Bevægelse, og den Stemning, som nu var over ham, fik da Udtryk i et fint og ædelt Kunstværk, »Rafaels Gravrelief«. Paa et Alter, hvis Sider ere prydede med Billeder af Gratier og Muser, sidder Rafael med Foden støttet mod en korinthisk Søjlekapitæl og med Tegnebrættet hvilende paa sit Knæ; foran ham staar Kunstens Genius, en dejlig, vinget Ynglingsskikkelse, og lyser for ham med sin Fakkel; bag ham nærmer sig den sejrrige Navnkundigheds Gudinde; i sin venstre Haand bærer hun en Palmegren, i den løftede højre en Lavrbær- krans, hvormed hun kroner den forherligede Mester. Men endnu en af de vældige Himmelmagter er til Stede, Rafaels og Thorvaldsens fælles Skyts­ gud, den vingelette Amor. Han staar ved Kunstnerens Knæ og støtter under Tegnebrættet — og han bringer ham Gaver: Livets Rose og Dødens Valmue. — Det er ikke usandsynligt, at Thorvaldsen har tænkt sig Mulig­ heden af at se dette Relief opstillet ved Rafaels Grav; om sligt har der dog næppe været for Alvor Tale i Roms ledende Kredse, og man véd, at