S_Thorvaldsen

248

Kunstværket ved Siden ad megen Begejstring ogsaa vakte en Del For­ argelse. Det var Amors Valmue, der gav Anledning til Indsigelser fra flere Sider; man fandt det mindre passende, at Thorvaldsen ved denne havde hentydet til og ligesom godkjendt den, for øvrigt ogsaa meget slet grundede, Tradition om Aarsagen til den store Mesters Død. Relieffet kom aldrig til Udførelse i Marmor; det existerer kun i den Musæet tilhørende Gips­ afstøbning. Bedre Skæbne havde den prægtige Buste, Thorvaldsen i 1833 modellerede efter sin navnkundige Ven Horace Vernet; kort efter at den var bleven færdig, blev den hugget i Marmor som kolossal Herme. Det var i Sommeren 1833 , at den danske Orlogskorvet Galathea i Livornos Havn indskibede den store Rigdom af Thorvaldsens Arbejder, der skulde føres til Hjemmet; de naaede deres Bestemmelsessted den 2 onde September og bleve modtagne med Jubel af de mange, hvem det laa paa Hjerte, at saa meget som muligt af den store Mesters Frembringelser skulde blive bevaret for Fædrelandet. Meget spændt var man for øvrigt i de kunstelskende Kredse i Kjøbenhavn med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvor­ ledes Thorvaldsen agtede at forholde sig med Hovedmassen af sine Efter­ ladenskaber. Vel vidste man, at han alt for flere Aar siden havde oprettet et Slags Testamente, ifølge hvilket de skulde tilfalde hans Fødeby, men af og til indløb der Efterretninger, som vare vel egnede til at vække Tvivl i saa Henseende; ogsaa de af hans Venner, som levede med ham i Rom, ængstedes ikke sjældent, naar de hørte om de Anstrengelser, fremmede Regeringer gjorde for at vinde den dyre Skat, saa vel som ved Tanken om, at Testamentet, naar det efter Kunstnerens Død kom i de romerske Juristers Hænder, skulde vise sig at lide af saadanne formelle Mangler, at dets Gyldighed kunde bestrides. En enkelt Landsmand var der da, som klogt og kraftigt greb ind i denne Sag, og hvem det frem for nogen anden af 1 horvaldsens og vor Kunsts Venner skyldes, at den omsider fik det ønskeligste Udfald; det var Digteren Ludvig Bødtcher. Allerede i 1824 var han kommen til Italien; i Rom, hvor han uafbrudt i boede i elleve Aar, traadte han i nært Forhold til Thorvaldsen, fulgte dennes Arbejde med andagtsfuld Hengivenhed og fandt sin største Glæde i at være ham til Nytte; særlig hjalp han Mesteren med en til sine Tider meget omfattende Korrespondance, og en stor Del af de med Thor­ valdsens Navn underskrevne Breve ere førte i Pennen af Bødtcher. Denne talte i Aarenes Løb jævnlig med Thorvaldsen om Planen angaaende Arven;