S_Thorvaldsen

249

i

ofte havde han af disse Drøftelser det Indtryk, at alt i saa Henseende var i god Gang, men til andre Tider frygtede han, at Sagen kunde tage en for Danmark uheldig Vending, og i Efteraaret 1833 vare hans Betænkeligheder stegne til en saadan Højde, at han følte sig dreven til at søge Raad og Hjælp hos en Mand, om hvem han mente, at han vilde kunne øve en stærk og gunstig Indflydelse paa Thorvaldsens endelige Beslutning. Denne Mand var den paa saa mange Omraader højt fortjente Konferentsraad Jonas Collin. Til denne skrev Bødtcher under 14 de September et Brev, hvori han, næst efter at minde om, at Thorvaldsen i sin Tid havde ladet ham udfærdige et Dokument, ifølge hvilket Danmark skulde være Arving til hans

Alexander forledes til at antænde Persepolis.

Kunstsamlinger, meddelte, at Testamentet vel var bekræftet af Roms Notarius publicus og undertegnet af Vitterlighedsvidner, men at det var affattet paa Dansk, uden Dato og Segl og heller ikke skrevet paa stemplet Papir; der kunde da vel være Fare for, at det hele efter Thorvaldsens Død kunde blive erklæret for ugyldigt af de romerske Jurister, »der vistnok paa højeie Befaling ikke ville undlade at lede efter ethvert ubestemt Ord eller forsømt Form«. — »Da han imidlertid«, tilføjer Bødtcher, »forsikrede mig om, at dette Testamente blot skulde være øjeblikkeligt, og at han senere vilde opsætte et nøjagtigere og i det italienske Sprog, hvoraf en Gjenpart skulde hjemsendes til Danmark, beroligede jeg mig; men da liden gik hen, uden at Thorvaldsen ytrede det mindste, begyndte jeg igjen, hvor ubehageligt 32