S_Thorvaldsen

f

250

det end var mig, at berøre dette kildne Punkt. . . . Da han omsider mærkede, at jeg aldeles ikke slog Sagen i Glemmebogen, anmodede han mig tilsidst om at opsætte ham det hele paa Italiensk, som jeg øjeblikkelig gjorde, men tog tillige det Løfte af ham, at min Opsats paa ingen Maade ordret maatte følges, men blot tjene som Rettesnor for en dygtig Jurist, som jeg bad ham efter bedste Skjønnende at vælge. Saaledes stod Sagen, og saaledes staar den endnu. Saa ofte, som det vel lod sig gjore, har jeg senere spurgt Thorvaldsen om Testamentets Fremgang, men han siger mig, at han endnu ikke er paa det rene med sig selv i adskillige Smaapunkter, som

Syngende Engle.

angaa Gaver til hans Arbejdsfolk. Imidlertid gaar Tiden, og dobbelt sørgelig vilde Thorvaldsens Død blive for enhver Dansk, dersom den nu uventet indtraf; Hans Bestemmelse, strax efter Skibets Afgang at rejse hjem, uddrager sig ogsaa, Gud véd, hvor længe, og saaledes formindskes det Haab, jeg havde, at denne Sag snart i hans Nærværelse vilde blive drøftet hjemme«. Hertil løjede Brevskriveren en indstændig Anmodning til Collin om, at denne vilde henvende sig til Thorvaldsen selv angaaende denne Sag og tormaa ham til at bringe den til Afslutning. Collin henvendte sig strax etter at have modtaget Bødtchers Brev til den udmærkede retslærde A. S. Ørsted og skrev, efter at have modtaget dennes Raad, til Thorvaldsen, der nu med