S_Thorvaldsen

26

for ham, og Thorvaldsen vandt sig ved denne Lejlighed en ny Velynder. Busten blev god-, vel lider den af nogen Tørhed i Behandlingen, men blandt alle Arbejderne fra Tiden før Udenlandsrejsen er den dog vel det, der bærer Præget af den fineste Formsans; i Opfattelsen minder den om Kunstværker fra den tidlige Florentinske Renaissance, af hvis Frembringelser Thorvaldsen vel for øvrigt intet havde set paa det givne Tidspunkt. Meget begjærlig efter at faa sin Afrejse fra Hjemmet fremskyndet synes Thorvaldsen ikke at have været; det vides i alt Fald, at da han omsider bestemte sig til at ansøge hos Akademiet om Midler til Romafarten, skete det ifølge et Tryk, som hans kunstbegejstrede Venner, særlig Abildgaard, udøvede paa ham. Der var jo ogsaa meget, der kunde holde ham tilbage. Først og fremmest Hensynet til de fattige Forældre; de levede saa at sige af hans Arbejde; dels gav han vel direkte sit Bidrag til Husholdningen, dels var det kun i Tillid til hans Medvirken ved Faderens Dont, at Skibsbyggerne turde betro den gamle anseligere Bestillinger. Dernæst maa det have staaet klart for Bertel Thorvaldsen, at han ogsaa af andre Grunde vanskelig vilde kunne undværes i Hjemmet. Faderen drak jo, og Sønnen var, siges der, den eneste, som »kunde holde Husfreden nogenlunde vedlige«. Moderen klynkede og klagede, hver Gang der var Tale om Rejsen; at vove sig saa langt bort var jo det samme som den visse Undergang. Og et Forhold endnu maa her omtales, skjønt vi rigtignok ikke kunne vide noget bestemt om, hvor megen Vægt der bør tillægges det: Thorvaldsen var efter al Sandsynlighed forlovet. Den unge Pige, der nævnes i denne Sammenhæng, hed Margrethe; hendes Efternavn kjendes ikke. Hun tilhørte, saa vidt man kan slutte af en Tilføjelse, hun har gjort til et Brev fra Gottskalk Thorvaldsen til Sønnen, de samme Samfundslag som den vordende Mester og var ham vistnok oprigtig hengiven; hvor meget han i sin Tid har brudt sig om hende, lader sig ikke afgjøre. A f varig Natur vare hans Følelser for hende i alt Fald ikke; efter sinBortrejse har han hurtig glemt hende, dels for sit Arbejde og de mange nye Indtryk, han modtog i Syden, dels for anden Elskov. Men umuligt er det dog ikke, at ogsaa hun har kunnet være med til at stramme de Baand, der holdt ham fast ved Hjemmet. Ansøgningen blev omsider indgiven og besvaredessamme Dag — den 2den November 1795 — med et Løfte om aarlig Rejseunderstøttelse af 400 Rigsdaler dansk Kurant (1280 Kroner), foreløbig i tre Aar; Stipendiet skulde staa til Raadighed, saa snart det blev ledigt. Inden dette skete,