NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

I 26 OTTO ZAHLE len. »De sidste Skoleaar,« skriver en Student fra 1893, »staar tydeligt i min Erindring som nogle af de lykkeligste Aar i mit Liv. Jeg huskei saaledes, hvorledes jeg, naar Ferien var forbi, følte det som en intens Glæde at komme tilbage til Skolen og Arbejdet igen . . . jeg tror, jeg kan sige, at der, navnlig i V og V I Klasse, slet ikke øvedes nogen Kritik over for Lærerne, hvad ellers næppe er det almindelige blandt Skoleelever, der var intet at kritisere, vi bøjede os for deres Dygtighed, og Forholdet mellem Lærere og Elever var i høj Grad harmonisk og forstaaende.« I den Tid har der da ogsaa været en sjældent sluttet og ihærdig Kreds af hver for sig fagligt fremtrædende Lærere og glødende Undervisere. Særlig Stolthed har Frøken Zahle følt, da Madvigs Efterfølger paa Un i­ versitetets filologiske Lærestol, Professor Dr. phil. M. C l . G e r t z i Efter- aaret 1892 vikarierede for Dr. Drachmann i Græsk og med sine Elever læste Apologien. At Professor Gertz selv var glad ved denne kortere Lærergerning paa Skolen, gav han et smukt Bevis paa ved at skænke den Oversættelse, han just da udarbejdede af Sokrates Forsvarstale, »Til mine Elever i N. Zahles Skole«; den offentliggjordes i Spidsen af Aars- programmet 1893. Endnu i de Aar virkede Tidens kendteste og betydeligste Fransklærer, E u c h a i r e B a r u é l (fra 1877) ved Skolen; hans ualmindelig tempera­ mentsfulde og paa omfattende Viden grundede Undervisning aftvang alle den største Respekt. Som en særlig nidkær Lærerpersonlighed bør mag. scient. V i g g o T r i e r (Lærer fra 1887 til sin Død i p 1 ^ ) nævnes. Efter at en Elev ganske træffende har omtalt Kontorchef Jessens »elegante, men lidt overfladiske Undervisning, der støttedes af en Regn af fikse Opgaver, og som fik mig til at opfatte Matematikken som en Dans paa Roser,« føjer hun til: »Lidt tornestrøet blev Vejen først, da jeg kom under Magister Triers Vejled­ ning og blev afkrævet Regnskab for Grundprincipperne i alle Enkelt­ hederne . . . og jeg reves snart med af hans altopslugende Interesse for Eleverne og Faget . . .« En anden Elev skriver: »Han nærede en glødende Interesse for sit Fag, og jeg husker saa tydeligt, med hvilken Begejstring han næsten udraabte: »men det var jo netop det, vi skulde bevise,« naar han efter en længere Udvikling var naaet til dette Punkt. Og hvad der altid rørte mig hos ham var det, at han aldrig kunde tænke sig, at en Elev kunde have skrevet noget meningsløst i en Opgave; han søgte altid at finde, hvad hun havde tænkt, for noget maatte det være.« Dette sidste