NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

NATALIE ZAHLE

gammel og ny Præstetid. Jagtlysten, trods nogen Blicher’sk Landsby­ præst, var han nær kommen i Fortræd engang, fordi han fik Ram paa en Hare, just som Gudstjenesten skulde begynde, og i grøn Jægerfrakke med blanke Knapper red han til Herregaardsjagter. Men Digter var han ogsaa og var blevet prisbelønnet for et Digt til Lutherfesten. Hans kønne Vers røber dog ikke nogen dybere Indflydelse fra Tidens store poetiske Opsving, men minder snarere om den samtidige Præstedigter Boye. Mu­ ligt har hans præstelige Virksomhed været i samme Stil; Datteren »ved ikke, om han var Præst i vor Tids Forstand.« Mod Slutningen af sit Liv kaldtes han til Slotspræst i København, men virkede kun ganske kort i dette Kald. Han døde i 1 8 3 7 , Par Maaneder efter, at hans Hustru var gaaet bort. Den lille Pige stod nu, 10 Aar gammel, forældreløs i Verden — hen­ des Broder gik paa Herlufsholm, og hun selv kom da i Huset hos venlige gamle Bedsteforældre, som boede i København. Det blev tre fredlyste Barneaar, som hun mindedes med Taknemlighed. Sin Skolegang hk hun i »Døtreskolen«. Det var en for den Tid god Pigeskole, hvor hun fra før­ ste Begyndelse lærte Tysk og Fransk paa een Gang, — en Metode, som Natalie Zahle hurtigst muligt hk afskaffet i sin egen Skole. Efter Bedste­ moderens Død 1839 blev hun sat i Huset hos Professor Eschricht, et af Hovedstadens ansete Hjem, — men for hende intet Hjem. Den tysk­ talende Husfrue, en i og for sig betydelig Dame, opdrog Barnet efter tysk Metode, med strenge Principper og krænkende Haardhed, men op- naaede kun at gøre hende »tavs og utilgængelig, tung og frygtsom, stun­ dom sløv;« saaledes gik hun blandt dem »som en fremmed og viste ofte Bitterhed og Trods, hvor de havde ventet Hengivenhed og Taknem­ lighed.« Hun, som var vant fra sit Hjem til at opdrages uden at mærke Op­ dragelse! Var det en Prøvelse, som var udset til hende, for at hun skulde indse Modsætningen og blive en Nedbryder af den gamle Opdragelses kolde og falske Principper? Skulde hun hærdes til haardere Kampe? Skulde hun lære det, hun lærte deraf: at vinde den, der havde kuet hende, at glemme Bitterheden og byde Venskab i Steden? Kort før sin Død skrev den gamle Frue til hende: »Hvor lykkeligt, om jeg kunde hytte ind til dig, hnde Ro og Hvile i din Bolig og dø der; det vilde være saare velgørende.« Landlige Ophold blev atter hendes Lykke — og nu hendes Lise

Made with