NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

EDV. LEHMANN

i4

Tilfældet. Det var lykkedes denne sjælsfine Kvinde at forene disse Børn og unge Piger — de fleste fra Byens bedste Familier — til et frit blom­ strende Samliv, hvor Undervisningen uden ydre Ordenstvang gled af sig selv, baaren af indre Tilskyndelser og begejstret Interesse. At optage en saadan Elite i en allerede bestaaende Skole var en glædelig Begiven­ hed, men ogsaa en noget betænkelig Sag, da jo det større Institut ikke med bedste Vilje kunde indrette sig som en Venindeflok, og den unge Bestyrerinde tilmed lagde megen Vægt paa en fast Skoleorden. Det gik da i Begyndelsen heller ikke uden Vanskeligheder og en vis Modstand fra de nyindkomnes Side. Men her viste Natalie Zahle hurtigt sin For- staaelse og det, der altid blev hendes Storhed: sin Evne til at drage Lære af, hvad der fra først af var hende fremmed og overraskende. Henriette Skram, den mest udprægede og vel ogsaa mest oppositionelle i den nye Flok, blev besejret af disse Evner og fra nu af Bindeledet mellem de to Børnegrupper. Naar man ved, hvad hun kom til at betyde for Frøken Zahle og hendes Virksomhed et langt Menneskeliv igennem, vil man forstaa, hvilket Blik der har udvalgt hende til denne Fortrolighed, og hvilken sjælelig Visdom der hører til at føre en pinlig Spænding til en saadan Udgang. Det bredere Udbytte blev, at Aanden fra Susette Dal­ gas’ Skole gik over i det nye Institut, saa vidt et saadant frit personligt Liv lader sig forene med en Skoleorden, der er anlagt paa at bære langt større og mere sammensatte Forhold. Skolen var forbundet med et Pensionat for unge Piger, som efterhaan- den fyldte alle Ejendommens disponible Rum. Det gjaldt at finde større Lejlighed, og denne blev funden i det Hus, der længe og i egentligste Forstand blev denne Skoles Hjem, og dermed den danske Pigeskoles Højborg: den gamle, smukke Ejendom ved Gammel Strand, der endnu staar med sine røde Sten og store Vinduer som en af denne Bydels ka­ rakteristiske Bygninger. Det Skoleliv, som førtes her, var idel og glædelig Vækst, men en stille Vækst, hvilende i sig selv og helt igennem baaret af den Aand og Vilje, der udgik fra den styrende og skabende Personlighed. I hende boede der en dobbelt Kraft: en, der drog til sig, modtagende, forstaaende, og en, der forplantede sig til andre, besjælende og berigende, ofte begejstrende, men altid evnende at sætte dem i Gang, i Arbejde, nej, i ivrigt optaget, selvhengivende og glædefyldt Medarbejden paa den fælles Sag. Thi saa- ledes blev det. Man skal tilbage til Pestalozzis Yfverdun for at finde