NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

1 8 2 OVE JØRGENSEN Aarhundreder fuldkommengjort Methode. Navnlig den latinske Stil og senere den latinske Version har vist sig som uforlignelige Opdragere til Hjærnens Arbejde, ikke mindst for den kvindelige Ungdom, hvis Naturel er tilbøjeligt til at foretrække Instinktet for Logiken. Den Gang man kaldte disse Fag for humanistiske, var det kun for at holde dem ude fra Theologien, og Navnet tilkom i samme Grad de exakte Videnskaber. Men Artiumsklassernes sproglige Retning fortjener i dybere Forstand sit Navn, saa vist som den, der arbejder med Tal og Linjer, turde arbejde mindre menneskeligt end den, der arbejder med Hektor og Andromache, Xerxes og Themistokles, Sokrates og Platon. Man har indvendt, at den besværlige Tilegnelse af Formen hindrede eller udelukkede Opfattelsen af Indholdet, saa at ogsaa den sproglige Retning snarere trænede end besjælede Hjærnen. Men det gælder sikkert kun Hjærner, der ikke er anlagt for akademisk Arbejde og derfor helst i Tide gennem Fagenes Vanskelighed burde ledes over i en naturligere Virksomhed. Ikke den, der finder Ædelstenen paa Vejen, men den, der med egen Haand har slebet den, forstaar at vurdere Rigdommen i dens Facetter. Det gamle Hellas, der dog nyder et vist Ry for Skønhedssans, har præget Ordet: Det smukke er svært. Da Læsningen til Studenterexamen takket være Stifterindens storstilede Selvovervindelse holdt sit Indtog paa N. Zahles Skole, var det for saa vidt et Brud paa Traditioner, som unge Piger følte sig tiltrukket af en Undervisning, der var ordnet af Mænd og for Mænd. Men ingen, der har fulgt Skolen paa nærmere Hold, vil nægte, at de unge Kvinder, der valgte den akademiske Tornevej, i begge de to Retninger blev fortrinligt udrustet til deres Vandring. At de gennem deres Skolegang blev tvunget til at trænge visse specifikt kvindelige Egenskaber noget tilbage, er muligt. Men det var nødvendigt — og er det, saa længe vi ikke uddanner Kvinder til Statstjeneste paa en Højskole beregnet for Kvinder. Derimod vil ingen paastaa, at Læsningen til Studenterexamen ved N. Zahles Skole blev et Martyrium. I det Gymnasium, hvor den mathematiske Linje prægedes af Fru Kirstine Meyer og den sproglige af Professor A. B. Drachmann, var Læsningen ikke — som saa ofte i den samtidige Drengeskole — et nødvendigt Onde, men en ideal Begejstring. Hvad Frøken Zahle rørte ved, lykkedes for det meste. Ligesom det i det mandlige Gymnasium var Opgaven at gøre Logiken lidt mere følelsesbetonet og stække den ungdommelige Fantasi — den

Made with