NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

BØRN OG SALMER 199 Klokker mod Sky«, klinger Morgensangen fyldigt, og de smaa lærer den forbavsende hurtigt. De store, som er naaet til Grundtvigs Pinsesalmer, er mest glade for »I al sin Glans nu straaler Solen«, og »Du, som gaar ud fra den levende Gud«, der netop har den lyse, danske Pinsetone. Men saa gribes Børn ogsaa af det højtidelige. Det er nu mest større Børn. Paa de smaa kan det somme Tider virke for overvældende. Jeg mindes en lille Pige i 1 . Klasse, der blev saa betaget af det højtidelige ved Mor­ gensangen, at hun med Taarer i Øjnene udbrød: »At noget kan begynde saa sørgeligt!« Men mange Gange maa man undres over, hvilke tunge og højtidelige Salmer Børn foretrækker. Friederike Brun fortæller i »Wahr- heit aus Morgentråume« om, hvordan hun i Maaneskin gik paa Petri Kirkegaard og i Gravkapellet og blev saa grebet af Stemningen, at hun »af fulde Bryst og Hjerte lod Gravhvælvingerne genlyde af Klopstocks herlige Opstandelseshymne med Grauns sjælsopløftende Melodi: »Aufer- stehen, ja auferstehen wirst du«!« Selv om hun tilhører en svunden Tid og var langt mere romantisk end de fleste, kan man finde en lignende Given sig hen i det højtidelige hos vor Tids Børn. Ofte er Begravelses­ salmer som »Tænk, naar engang den Taage er forsvunden«, eller »Lyk­ salig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred«, deres Yndlingssalmer. Meget tit beder de om at maatte synge »Den store, hvide Flok.« Det storladne Allehelgensbillede stemmer Sindet til Højtid. Disse Salmer vækker ogsaa Minder om Begravelser, de har overværet, og de fleste Børn vil gerne i deres Tanke vende tilbage til saadanne gribende, højtidelige Stunder. — Men man skal være forsigtig med det, der er uhyggeligt, og som i stærke Ord udmaler Forkrænkeligheden. De to sidste Vers i »Frelseren er mig en Hyrde god«, er det bedst at undgaa. Det virker for stærkt med »Ormes Land« og »Forraadnelsens Hjem«. En lille Pige havde i sin Salmebog fun­ det og læst Dorthea Engelbretsdatters Aftensang »Dagen viger og gaar bort« og var blevet saa rystet over det 7 . Vers:

Fire Fjæle er den Pragt, hvori da jeg bliver lagt, med et Lagen og lidt mer, ejer ikke saa en Fjer, at hun i sin Harme resolut rev Bladet ud!

Det hører ellers til Sjældenhederne, at Børn selv finder nye Salmer frem; i Reglen holder de sig til dem, de kender, og vil helst synge dem