NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

NATALIE ZAHLE

21

kejtet, dum, kan pludselig blive væver og flink. Der er gaaet noget op for den lille . . . Men ogsaa her gælder det om den største Varsomhed. Ingen utidig Paaskynden, intet utidigt Pilleri. Det gælder om Sjælens stille Vækst i Fred. Fra hin Lektion om »Barnet med Kokkepigen« er jeg kommen til at se opmærksommere end før paa Børnenes Holdning og Øjne under Fortællinger. Jeg er kommen til at forstaa det »lyttende« Øje, der trængte til større Fylde for Hjertet, før Læben kunde tale, forstaa det stille, spørgende og undrende Blik, der maatte have Tid for at komme paa det rene med sig selv.« »Døm med usigelig Varsomhed alt, hvad der af blødt og fint er kommet til Syne, som, Barnet uafvidende, er kommet ind i Stilen. Men vis forsigtig tilbage, hvad der synes at ville »blære sig«, »vise sig«, gøre sig rørende. Her gælder det!« Det er ikke Skolelæreren, det er Moderen, der sidder her med sine Børn, — og af hende vokser Lærerinden frem. Træffende siger hun ogsaa paa det samme Sted, at alt saadant bedre gøres i »Privatundervisning« end i Skolen. Et Lærertalent af denne Art og Rang kan ogsaa findes andre Steder i Verden, men sjældent har det været saa harmonisk forbundet med Sty­ relsens Naadegave som hos Natalie Zahle. Hun var født med denne Evne, eller hun tog den i Arv fra det Fædrenehjem, hvor Orden var Arbejdets Løftestang, og alt blev umærkeligt retvendt ved en Kvindes stille Haand. Sagligt og personligt ogsaa her, som det blev det i den store Skole. Alting indenfra og dog sikkert og nemt realiseret i det ydre. Grundlaget var den faste Ordenssans, som Frøken Zahle skattede saa højt, at hun helst havde sat den ved Siden af Kærligheden som sin Sko­ les Løsen. Den fulgte hende selv i smaat og stort, hvad alle hendes Bio­ grafer ved at fortælle om; den gav hende den Evne til at lægge alting til Rette og holde Styr paa det hele, uden hvilken hendes vidtforgrenede Virksomhed var blevet et Vildkrat, og dens fremadskridende Vækst havde været umulig. Som en Bekræftelse paa, hvad Filosoffen Lotze betragter som en af de faa sikre Forskelle mellem Mands og Kvindes Anlæg: at Kvinden har Orden i Rummet, Manden i Tiden, havde Frøken Zahle en ret følelig Svaghed paa det sidste Punkt. Hun kom ofte for sent til Timerne og holdt endnu mindre op paa Slaget, — men Tietgen kom ogsaa altid for sent; saa det er vel snarere en Frihed, de store Admini­ stratorer undertiden tager sig, naar de har lidt for meget at bestille.