NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

EDV. LEHMANN

2 4

min ungdommelige Begyndertid, at jeg undfangede Tanken om disse Vidnesbyrd. Jeg tænkte mig, at de skulde bidrage til et fyldigere Sam­ liv og Samvirken mellem Skole og Hjem. Jeg tænkte mig, at Skolens Ud­ talelse af sin Opfattelse af Barnet skulde have en lignende til Følge fra Hjemmets Side i en Samtale, og at disse gensidige Udtalelser atter kunde virke heldbringende for Skolens og Hjemmets fælles Arbejde for Bar­ nets Uddannelse. Men alt dette har ikke vist sig at være Følgen i den Grad, som jeg havde haabet og ønsket, — og det er vist ganske natur­ ligt. Jeg har uden Tvivl i ungdommelig Iver ventet for store Resultater.« Ogsaa Eksamenerne havde Frøken Zahle tænkt sig som en saadan Til­ knytning, og de blev i Virkeligheden ogsaa festlige Stunder for Skolens Venner blandt Forældrene. Men helst havde den frisindede Bestyrerinde ogsaa tænkt sig, at disse Overhøringer skulde vige for en mere personlig Medfølgen fra Forældrenes Side. Hvad kunde vel være skønnere end at disse, naar de havde Lyst dertil eller fandt det fornødent, aflagde Besøg i Skolen og overværede Undervisningen? Havde man bare Lokaler, store nok til dette! Det var oprindeligt et Led i Ønskemaalet om egne, bedre Lokaliteter, at der skulde blive Plads til noget saadant. Som Frøken Zahle saaledes kunde være yderst imødekommende i alt Samraad med Hjemmene — og utallige er sikkert de Samtaler, som i hendes Kontor er blevet ført med Mødrene om Børnenes Ve og Vel — kunde hun dog udvise stor Fasthed over for Forældrene, hvor det gjaldt at hævde Skolens Ret og Krav paa den pædagogiske Behandling. Et Brev til en Fader, en Overretssagfører, er i den Henseende oplysende. Datteren har ved en uagtsom Bevægelse slaaet en Hængelampe i Styk­ ker, hvorfor der kræves Erstatning, hvad Faderen aabenbart viser sig uvillig til. Med den smukkeste Værdighed fastholder Bestyrerinden dog sin Fordring, — mindre af økonomiske end af pædagogiske Grunde. »Det er meget lettere,« skriver hun, »at lade en slig Ting passere og udrede den dermed forbundne, ringe Udgift. Men jeg er i Tidernes Løb kommet til det Resultat, at denne Foranstaltning baader Børnene bedst. Det gør dem forsigtigere, tæmmer Kaadhed og modarbejder Ligegyldighed over for saadanne Omkostninger . . . . Skulde Hr. Overretssagføreren have Bemærkninger mod denne Ordning at gøre, skulle de blive modtagne, ej alene med Velvilje, men med Tak.« — Ogsaa i et Tilfælde, hvor en Lærer har udvist Heftighed mod en højtstaaende Mands Datter og har modtaget dennes Klage, optræder hun som den besindige Dommer over