NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

NATALIE ZAHLE 25 Tilfældet, idet hun værger sin Lærer mod det uretmæssige i Angrebet og — uden at undskylde hans Færd — gør denne mere forstaaelig ved hans Ukendskab med den unge Piges ejendommelige Væsen, som nu i Brevet underkastes en Analyse, der vidner om fin og overlegen Sjæle­ kundskab (i Ekstase) fremgaaet af Samraad med Klassens Tilsynsha­ vende : »De, der have med Deres Pigebørn at gøre, anerkende alle den natur­ lige Aabenhed og Sandhedstrang, der er over dem, og den umiskendelige Omsorg, hvormed de er opdragne, og der tales med Sympathi om disse Smaapigers lige frejdige og venlige Væsen i Almindelighed. Men ved Siden deraf menes det, at netop denne Frihed og Frejdighed i Tale og Væsen kan lade dem vise en Ligegyldighed overfor »Ordrer, som de ikke forstaar«, og som kan give dem Udseende af noget trodsigt eller uvil­ ligt lige overfor den, der ikke kender dem. Et saadant Udslag kunde man finde i Deres Datters Færd forleden Dag« og det omtales nu, hvorledes denne kan have irriteret Læreren til beklagelig Heftighed. Dog blev vel Hjemmene efterhaanden Frøken Zahles største Byrde. Man mærker det paa hendes senere Breve, at hun mister Kontakten, — ikke blot fordi Skolen bliver saa meget større, men fordi København er blevet en anden By, end den var i 50 -erne og 60 -erne, da en temmelig ensartet Hjemmekultur raadede i det højere Borgerskab, som afgav Sko­ lens væsentlige Klientel. Denne Fællesaand — til hvilken ogsaa hørte fælles religiøse Forudsætninger — bestod ikke mere, og dette svækkede Fællesskabet med Skolen. I de senere Aar synes Frøken Zahle at have følt sig mere hjemme i Seminariet, som altid havde staaet hendes Hjerte meget nær, og hvor hun stedse kunde bygge paa de medbragte Forud­ sætninger, navnlig i religiøs Henseende, men ogsaa paa en moralsk Hold­ ning og en traditionel Hjemmeopdragelse, der stod hendes egne Ud­ gangspunkter nærmere. Som Forholdet til Eleverne byggedes op indenfra ved, indenfor den givne Skoleorden, at henvende sig til Samvittighed og Æresfølelse, saa- ledes voksede ogsaa Lærerkræfterne sammen til en Organisme ved at overlades til eget Initiativ, hvor noget saadant — hvad helst var set — rørte sig i dem. »Frøken Zahle,« siger Henriette Skram i sin Mindeartikel (»Vor Ungdom« 1 9 1 3 ), »var alt for virkelig stor Pædagog til nogen Sinde at sværge til en Metode; men eet var hun klar over, og det var: Naar