NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

EDV. LEHMANN

34

satte Skolegangen op mod 1 7 Aars Alderen; men just denne konkurre­ rende Eksamensuddannelse tog efterhaanden Vinden fra den, og den døde bort. At en Eksamensskole saaledes skulde fortrænge en friere Skoleform, og den almene Dannelse saaledes vige for en mere faglig, maatte føles smer­ teligt af Frøken Zahle, der saa stærkt betonede den personlige Udvik­ ling som Skoledannelsens sidste og egentlige Resultat. Saa godt som nogen Grundtvig — men ud fra egne Erfaringer — ivrede hun mod Eksamens­ fordringer og Eksamensterperi, ja, selv ved Fagdannelsen holdt hun saa stærkt igen som muligt. I et meget energisk Brev til Departementchefen (Marts 1889 ) værger hun den frie Litteraturlæsning i Seminariet mod Indgreb fra Eksamenstilsynets Side. »Lad os nu ikke faa Lænker her som i Religionen.« Ved almindelig Forberedelseseksamen, mener hun, kan man stille saadanne Normalfordringer; dér har man med Børn at gøre, som skal kende visse Ting. Men paa Seminariet er der voksne Mennesker med Udvikling og personlige Anlæg; de skal have Lov at følge deres Smag og Forkærlighed. — Det hjalp formodentlig ikke. Eksamensskolen udelukkede ogsaa al Tanke om den Hviletid i Over- gangsaarene, som var dens Forudsætning, for saa vidt Forældrene ikke selv ordnede den. Da denne Sag nu atter er paa Dagsordenen og altid maa blive et fremtrædende Spørgsmaal ved den kvindelige Opdragelse, er der Grund til at bogfæste en Udtalelse om dette, som foreligger i Haandskrift fra Frøken Zahles senere Aar (efter Bogen »Om Kvindens Uddannelse«, 1 8 7 2 ). »Som det synes at fremgaa af saa godt som alle Lægers enstemmige Udtalelser, gør den unge Piges legemlige Kræfter det i Almindelighed meget betænkeligt at sysselsætte hende stærkt med aande- lige Beskæftigelser i Tiden mellem det 1 4 de og 16 de eller 1 7 de Aar. For de fleste vil en Hviletid være nødvendig, ikke en Hviletid, for at hun kan hengive sig til Fornøjelser eller hellige sig til Selskabslivet, men en Hvile fra anstrengt boglig Syssel paa samme Tid som hendes legemlige Kræfter beslaglægges til Husgerning. Det er i disse Aar, hvor det, ideelt set, er Hjemmene selv, der burde staa med hele Ansvaret for den unge Datters Tid. Det ideale vilde være, at hvert Hjem kunde anvise den voksne Dat­ ter fornødent Arbejde og kyndig Vejledning i Husets Førelse, paa samme Tid som det ogsaa vilde være det ideale, om Hjemmet — Faderen eller Moderen, en ældre Broder eller Søster, med fornøden Overlegenhed kunde lede et Par Timers daglig Læsning af almendannende Art. Men

Made with