NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

38

E D V . L E H M A N N

Væsen og skabe ud af en herlig anlagt Natur en beregnende og kold eller ør og fortumlet Skabning, der falder i de første de bedste Arme, som aabner sig for hende.« Man mærker det tidsbestemte og klassebestemte i disse Betragtninger: Reaktionen mod Kvindernes Urtepotteliv i Aarhiindredets første Halv­ del, hvor den forsvindende Husindustri med Overgangen til Pengeøko­ nomi tilsammen med Romantikens Livsopfattelse havde berøvet hende hendes tidligere huslige Selvstændighed, medens der paa den anden Side i den almindelige Kultur var skabt et Interesseliv i de dannede Kredse, som Kvinderne med Rette kunde kræve at være delagtige i. Hos os hk denne Tidsalder sin Form i den nationalliberale Kultur, hvis æstetiske, nationale og religiøse Idealisme særligt henvender sig til det kvindelige Ingenium, i hvert Fald bedre end den Specialisme og Forretningsmæs­ sighed, der nu opfylder Mændenes Tanker i tilsvarende Samfundslag. Men vi mærker ogsaa Tiden i den Begrænsning, som Frøken Zahle giver denne Kvindens Delagtighed. Vi har hørt, at hun ikke gerne ser hende som umiddelbar Deltager i Mandens Arbejde, »dette være nu en Præsts, en Læges, en Skolemands, en Haandværkers eller hvadsomhelst« (O. K. U. I, 39), men hun afviser ogsaa bestemt Tanken om, at den gifte Kvinde skulde »behøve at søge sin Aands Sysselsættelse uden for sit Hus, ved en Huset uvedkommende Gerning. Thi det er og bliver mig en Uting, at Hustruen, den gifte Kvinde, skulde have et Embede eller en Gerning, der hindrede hende i, naar som helst det gjaldt, a t være om Mand og Børn tidlig og silde.« Men ogsaa for den ugifte arbejdende Kvinde vil hun for enhver Pris hindre, at »Mennesket forsvinder i Arbej­ dersken«; selv i Fagskolen maa hun holdes oppe over, at hun »falder i den pure og bare Materialismes Hænder, idet man gør Erhvervet til Hovedtanke og Hovedopgave for hende.« Hjælpemidlet herimod er de almindelige Dannelsesmidler, hvilke her karakteristisk betegnes som H i­ storie og Læsning af gode Skrifter samt Øvelser i Modersmaalets skrift­ lige Behandling. »Naar jeg derfor af mit ganske Hjerte ønsker denne Sag den bedste Fremgang, er det med det Haab, at det maa ske paa en saa ædel og forstandig Maade, at den unge Pige, saa vidt ske kan, spares for Overgangsperiodens Yderligheder og Udskejelser, at de, der har Sagen i Hænde, ogsaa maa have Kvindens dybere Ejendommelighed og Menneskelivets Opgave for Øje, arbejde med dem i Hjertegrunden som i Øjemaalet.« (smst. S. 16 ff.).