NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

M A R T H A S T E I N T H A L

4 4

til at tage Del i andre Sider af Livet. Hun forsagede til I rods for sin stærke menneskelige og æstetiske Interesse Selskabsliv, Teater, Udstil­ linger og Rejser; endog Ferierne brugtes til Studeringer. Men Ofret ko­ stede hende ikke et Suk, alt viedes med Glade hendes Passion, det daglige Arbejde, Livet med Børnene og »den vidunderlige Undervisning med de unge,« som hun selv kalder den. Og saa gav Ofret sin Løn, for igennem Arbejdet med Børn og unge kom hun igen i Kontakt med Livet, som hun elskede. Det er vel kun de faa, der har Betingelser for at opleve en saadan Hengivelse til Kaldet og den store Rigdom, der ligger deri. Men hun hørte til de faa. Til at begynde med underviste hun i alt. Det eneste Fag, hun ikke har haft, er Naturhistorie. Senere blev det Engelsk og Historie og til sidst kun Historie. Engelsk studerede hun dels ved et Ophold i England, dels ved Timer hos engelske Lærere herhjemme. Hun udgav et Lærebogs­ system, hvis Ejendommelighed var, at hun valgte de Læsestykker, som jævnaldrende engelske Børn brugte, og at hun knyttede Stileøvelser til disse Læsestykker. Den moderne direkte Sprogundervisningsmetode stil­ lede hun sig skarpt imod. Den forekom hende for overfladisk. Dels mente hun, at Kravet om, at der ikke maatte tales Dansk, var unaturligt; dels og ganske særligt mente hun, at Sikkerhed i den elementære Gram­ matik og virkeligt Kendskab til Sproget gennem Litteraturlæsning skulde vindes først, saa vilde Talefærdigheden let komme og hurtig blive effek­ tiv, fordi den kunde støtte sig til den grammatiske Sikkerhed og et for­ holdsvis rigt Ordforraad. Men Historie var hendes Hovedfag. Selv havde hun ikke vovet at vælge dette Fag; men Frøken Zahle satte hende til det. Det var et af Chefens mange geniale Greb. Men hun har dog næppe kunnet forudse, hvor be­ tydningsfuldt det var. Var der noget, der kom til at smykke hendes Skole og fremme dens Idé, saa var det Henriette Skrams Historieundervisning. Selv kalder hun med Gustav Adolfs Ord Historien for »den store Lære­ mester for Livet.« Hun udtaler, at hun ved at gennemleve Historiens store Menneskeskæbner er blevet dygtiggjort til at tage imod Livets Til­ skikkelser, til ikke at blive ør i Medgang og til ikke at blive for stærkt knuget af Modgangen. Det er karakteristisk for hende, at hun særlig læg­ ger Vægt paa det sidste, paa, at Historien har lært hende i mørke Tider at haabe paa Udveje og at se Lyset i det fjerne. Det er Livsenergien og den sjældne Sjælsstyrke, som vel er Kærnen i hendes Personlighed, der