NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

N A T A L I E Z A H L E S N Æ R M E S T E M E D A R B E J D E R E 5 3 hendes Kontor i en lille graa Konvolut, og lykkelig var hun, naar hun kunde meddele, at der var kommet et lille Tillæg. Selv om hun selv havde plaideret for og var Skyld i Tillægget, hed det altid: »Frøken Zahle synes, De skal have lidt mere.« Det var i hine Tider, hvor Gagerne ganske beroede paa Chefens Forgodtbefindende. Men det betød meget for

hele Lærerkredsen, at det var Han­ sine Gerdtzen, der foretog Uddelin­ gen. De fik paa den Maade en lille Samtale med hende, og der kunde falde mange gode Ord fra hendes Side, ikke mindst til en og anden, der maaske følte sig forurettet og kunde trænge til lidt Solskin. Netop fordi hun ikke stod i direkte Arbejdsfor­ hold til nogen, og fordi man vidste, at hun absolut ikke søgte noget for sig selv, men kun vilde det Heles Vel, kunde hendes Ord faa en egen Vægt. Solskinnet, det milde, forstaaende Sind bredte sig til alle Sider. Der­ for var hun saa afholdt af alle. Hun stod i Venskabsforhold til Frøken Zahles Slægt og nærmeste Kreds, ikke mindst til Samboen, Ingeborg Vinderen, og de mange forskellig­ artede Medarbejdere enedes om at

sætte hendes noble og kærlige Personlighed højt. Ogsaa Folkene i Huset, som hun havde meget med at gøre, mødte hendes Velvilje og var tak­ nemlige derfor. Hun føltes som Husets gode Aand. Som saadan virkede hun jo mest i det skjulte; men paa hendes Festdage, som f. Eks. da hun fyldte 50 eller 70 Aar, brød det frem, hvor elsket og paaskønnet hun var. Fra 1877 havde hun haft sit eget Hjem i Huset sammen med Frøken Christiane Lund. Hvor var hun glad, naar Frøken Zahle og Vennerne var hendes Gæster der eller senere paa det skønne lille Landsted, som de to byggede sammen ude i Rungsted. Med Aarene overvældede det store Regnskab og den travle Færden i det store Skolehus hende imid­ lertid. Hun blev svagere og svagere, sørgede over hver lille Ting, hun