NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

66 MARTHA STEINTHAL i dets bedste Betydning. De fik gennem hende et Indtryk af, hvad det vil sige at vie sit Liv til et Arbejde for andre, uselvisk, pligtopfyldende, for Guds Ansigt. Men de hk ogsaa, efter som de kunde nemme det, Indtryk­ ket af et Menneske, der havde levet og levede et rigt Liv ved Siden af sit Arbejde, noget der sikkert ikke er det mindst gribende ved en Lærer­ personlighed. Hvad var det da for en rig Udvikling, som denne Kvinde, der udadtil førte en saa stille Tilværelse, gennemlevede, alt medens hun udførte sit daglige Arbejde? Allerede hjemme paa Als havde hun forsøgt sig som Digter. Hun havde en Poesibog, hvori hun nedskrev sine Digte, og flere af dem blev optaget i »Dybbølposten«. Særlig efter 1864 udtrykte de hendes og hendes Lands- mænds Sorg og Haab. Hun skriver i 1868: J o stø rre S o rg og T ræ n g se l, des m e re in d re R o , jo tu n g e re B y rd e, des m e re H a a b og T ro . Disse Digte var for hende ikke blot Følelsesudbrud i ledige Timer. Der var i hendes Sjæl en virkelig Digtertrang. I Aarene 1870—77 led hun meget ved at føle Misforholdet mellem alt det, der brusede i hende, og som hun saa gerne vilde give Form, og den Mangel paa Evne, som hun følte dertil. »Ingen ved, at der springer dybest derinde et Væld, ingen ved, hvad der klinger brusende gennem min Sjæl,« sukker hun, og et andet Sted lyder det: »Dog, mon den bundne Ganger bærer ret mange til Strid, og mon den stumme Sanger vækker ret mange til Id?« Hun har arbejdet med større fortællende Digte af historisk og religiøs Art og har selv ment, at det ikke vilde lykkes for hende. Saa stærk var hendes Trang, at hun syntes, det var et stort Offer, hun bragte, da hun opgav D igt­ ningen og slog fast for sig selv, at Opdragergerningen skulde være hen­ des Livskald, den Kristnes Opdragergerning, for i disse samme Aar havde hun et stærkt religiøst Gennembrud. — Hun var opdrageti gam­ meldags Gudsfrygt, noget rationalistisk farvet. Nu mødte hun Livet i den grundtvigske Kreds. Grundtvigianer blev hun ikke; dertil var hun for meget af en Ener. Det er betegnende for hende, at Søren Kierkegaards Billede hang ved Siden af Grundtvigs i hendes Stue. Men der vaagnede hos hende et stærkt personligt og inderligt Trosliv. Det bar hende Livet A lt h v a d os sk u ld e k u e, h a r k u n lø ftet v o r H u , og a ld rig fø r v i følte os sa a d a n sk e som n u .

Made with