591770934

ST. ANDREAS KIRKE

36

Kirken og Hospitalet. Mandag den 4 Marts ig0I- St. Andreaskirken blev indviet i Gaar; jeg vilde saa gerne have været med, men jeg kunde ikke. Ja, jeg vilde saa gerne have været med til Indvielsen, for den Kirke har trøstet mig saa dejligt. Den ligger jo der lige ved Kommunehospitalet, saa mange Smerters og Sorgers Sted. Ak! jeg har ikke kunnet gaa der forbi, uden at et Sværd gik gennem mit Hjerte. Saa paa en Gang stod Kirken der, fri for alle Stilladser, som man før ikke har kunnet se den for, med sit mageløse Taarn, højt og slankt, saa man egentlig kun ser det. Og Sværdet kom slet ikke, thi Stenene talte til mig, som Vorherre siger, de kan. Ja, de talte saa højt, saa de overdøvede alle Røster fra Kommunehospitalet, og jeg maatte staa stille og følge Pegefingeren og se op, lige op til den lyse Himmel, hvor jeg saa de kære deroppe smile og nikke til mig og sige: Aah! Vi har det saa godt og lyksaligt her i Guds Rige! Jeg blev saa glad, saa glad. Kommunehospitalet siger: »Det er vemodigt at skil­ les ad for dem, som gerne vil sammen være«; men Kirken med Taarnet siger: »Men Gud ske Lov, i vor Herres Stad for evigt samles de Hjertenskære«. Arki­ tekten, der har bygget den Kirke, maa selv have følt Sorg og Trøst for at kunne faa den Tanke at lægge et saadant Taarn ved Kommunehospitalet. Det er jo Martin Borch. — Tak, Tak, fra mig og fra mange. Jutta Bojsen-Møller. En ung brystsvag Mand, der daglig gik forbi Kirken, skrev i et Blad følgende: