AndersSandøeØrsted

122 T I D E N T I L 1 8 1 3 følgelig ogsaa forbrudt den betingede Sikkerhed. Staten kunde af denne Aarsag, saalænge den ej ved Love havde givet ham Løfte om at slippe med en bestemt Straf, uden at gøre ham Uret, paa­ lægge ham endog det allerstørste Onde for den ringeste Forbry­ delse“. Der kan ikke her gaas nærmere ind paa den Mangfoldig­ hed af Retsspørgsmaal, der er bragt ind under denne Monografis Ramme. Tiltrods for eller maaske netop paa Grund af Lovgiv­ ningsgrundlagets relative Forældelse læses den fremdeles med det største Udbytte. Skriftet slutter med „Vink til vor Tyvslovgivnings rigtige Be­ dømmelse“, hvorunder der dels føres et Forsvar for Bestemmel­ serne i Fdg. 20 Februar 1789, der var blevet angrebne for deres fordærvelige Mildhed, jfr. Ørsteds Kritik af Godsejer Bechs Skrift herom i 1804, dels udkastes en Plan for Straffeudmaalingen med væsentlig Hensyntagen til Værdien af det stjaalne, et Synspunkt Ørsted ikke senere fastholdt. Som Appendiks til Skriftet kom samme Aar i Jur. Arkiv „Kri­ tisk Fremstil 1el se af den nyere preussiske Tyvslovgivning“ (95 Sider). Denne Lovgivning udgjorde et Afsnit af Allgemeines Land- recht fiir die preussischen Staaten, der blev gennemgaaet meget nøje i Afhandlingen, saa at Ørsted selv til Slut udtaler, at den megen Detail har noget særdeles trættende for baade Forfatter og Læsere. Han finder imidlertid det Udbytte derved, at det sammenlignelses­ vis godtgør dels vor Tyvslovgivnings gode Standpunkt, dels at den berømte preussiske Lovgivnings Værd ikke er saa betydeligt: „Naar man ser, i hvilken Grad et saa vigtigt Kapitel er mislykket, vil man næppe kunne tro, at det hele bærer Præg af det sikre og gennemtrængende Blik, af den frugtbare, Tilfældenes mulige For­ viklinger beregnende Kombinationsevne, af den aldrig sovende Agt- paagivenhed paa det Hele og paa de mindste Artikulationer, af den stadige Omhu for Klarhed, Bestemthed, Orden og kærnefuld Korthed i Foredraget, der er Faktorerne for en god Straffelov­ givning. Og fra den Dom, man finder sig beføjet til at fælde over denne Lovgivning, vil man vel omtrent kunne slutte sig til, hvor vidt Tidsalderen i det Hele har bragt det i den Kunst at ud­ kaste Straffelove.“ Her maa ogsaa nævnes hans Polemik i Dansk Litteraturtidende 1811 Nr. 38 ff. og 1812 Nr. 7 f. mod Kapellan N. Wergeland

Made with