AndersSandøeØrsted

202

T I D E N T I L 1 8 3 5 de Indsigelse, og tillige er det ligesaa vel i disse Tilfælde som i det, der er Forordningens Genstand, Udstederens egen Skyld, at han for Tredjemand apparerer som Debitor, hvor han ikke virke- ligen er det, eller for et større Beløb end han virkeligen er det.“ 5. Bd. S. 173 f. Han anser Fdg.n anvendelig paa Sparekassebøger og Recepisser for haandfaaet Pant derimod ikke paa Doms- eller Forligsakter, jfr. Afh. i Jur. Tidende (1822). Grundsætningen om, at der maatte ske Paategning paa Gældsbrevet, gjorde han ogsaa an­ vendelig paa Erhvervelsen af Rettigheder over Gældsbrevet, og om Debitors Betaling udtalte han S. 141 f.: „Uagtet Debitor er plig­ tig at forvisse sig om dens Kompetence, til hvem Betaling erlæg­ ges, saa kan dette dog ikke, hvor Gælden er bygget paa Haand- skrift, strække sig videre end til, at denne Person er i Besiddelse af Gældsbrevet i Forbindelse med en i sin Form tilstrækkelig Fuldmagt eller Cession. Dersom Fuldmagten eller Transporten ikke desto mindre skulde være falsk, bør dette ikke komme ham til Skade, da der ikke efter Lovenes Grundsætninger og heller ikke uden at bebyrde den borgerlige Samhandel med overdrevne Forsigtighedsregler, kan fordres videre Legitimation af den Ved­ kommende. Ved de offentlige Kasser og ved Pantebøgerne vilde det især faa en højst besværende Indflydelse, om der, uagtet de originale Gældsbreve fremkom til Paategning, Ekstradition eller Udslettelse, kunde fordres et nøjagtigt Bevis for Fuldmagters, Cessioners eller Kvitteringers Underskrift af de Personer, i hvis Navn de var udstedte, hvilket dog blev ueftergiveiigen nødvendigt, saafremt Betalingen og uden hin Betingelse med Sikkerhed kunde ydes.“ Men Hensyn til Pligterne i Kontraktsforhold var Ørsted til­ bøjelig til at give H jem m e lsp lig te n et vidt Omfang ogsaa omfat­ tende Ansvaret for Tingens faktiske Egenskaber. Overfor Nørre- gaard og Brorson hævdede han, at der ved velgørende Kontrakter (derunder om Brug) om individuelle Ting kun er Ansvar for culpa. Ved andre Kontrakter indvirker Hjemmelspligtens Svigten paa Retten til Vederlaget, men udenfor culpa antages der dog ikke at være noget Pengeansvar bortset fra Hjemmelsansvaret i snævrere Forstand, naar Sælgeren var inkompetent. Han udvikler nærmere Culpaansvarets Omfang i forskellige Tilfælde, og over­ for en da almindelig Mening, at Skyldnermora ikke forelaa uden