AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5 203 Tilregnelse, skrev han i Afh. i Nyt jur. Arkiv XVIII (1817) S. 183 f. (om Gældsforpligtelser) : „Det er uden Tvivl og et urig­ tigt Begreb om mora, hvorefter samme under alle Omstændig­ heder skulde forudsætte en forskyldt Mangel af den kontrakt­ mæssige Forpligtelses Opfyldelse. Den Debitor, der ikke betaler i Tide, er at anse som debitor morosus, hvad enten nu Grunden ligger i Uvilje, i Ødselhed og slet Husholdning eller i uforskyldt Uheld. Grundsætningerne om Tilregnelighed kommer her ikke i Betragtning, men her hvor der spørges om en obligatio ex con­ tractu, kommer det alene an paa, hvad der er betinget; thi der er intet til Hinder for, at man kan forpligte sig sub conditione ca- suali. Nu er det indlysende, at Debitor ved en Gældskontrakt lige­ frem forpligter sig til at betale til aftalt Tid og i Mangel heraf at underkaste sig de Følger, som Loven eller Kontrakten maatte tillægge saadan Mangel uden mindste Hensyn til, om der findes nogen Skyld hos ham eller ikke. En modsat Forstaaelse af Gælds­ kontrakterne vilde gøre Kreditors Rettigheder aldeles usikre og vaklende og derved tilintetgøre Krediten, saa at Debitor vistnok har god Grund til at underkaste sig hin Strenghed som den eneste Betingelse, under hvilken Kredit er at faa. Selv den Ret, Loven indrømmer Kreditor til at belægge Debitors Person med Arrest, bortfalder ingenlunde derved, at Debitor uden sin Skyld er blevet sat ud af Stand til at betale.“ Ørsteds Behandling af en Række specielle Kontraktsforhold frembyder vel i Sammenligning med de ældre Forfatteres meget af Interesse og Betydning, men maa dog paa dette Sted forbigaas. Hans Behandling af de kvasiko n tra ktm æ ssig e F o r h o ld : negotio­ rum gestio og Tilbagesøgning af urettidig erlagt Betaling, der forelaa i særlige Afhandlinger, var grundlæggende for Forstaael- sen af disse. Ogsaa Læren om E rsta tn in g u d e n fo r K o n tra k tsfo rh o ld fik ved Ørsted et nyt Grundlag, jfr. Nyt jur. Arkiv (1818— 19) og Hdbg. V S. 4 ff. Naturrettens ogsaa af Nørregaard og Hurtigkarl opstil­ lede Regel var, at Ansvaret fulgte den selvvirkede Handling, hvorfor ogsaa Barnet og den sindssyge blev ansvarlige; positiv­ retligt blev dette lagt ind i Ordet „forsætlig“. Ørsted krævede for det første, at Handlingen maatte kunne betegnes som uberettiget: Det vilde være „en aabenbar Modsigelse, at man skulde være be