AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5 223 heder overgaar den Opgave at tilvejebringe et rigtigt Forhold i selve Straffelovgivningen og det ligesaa meget i Vanskelighed som i Vigtighed — en ganske interessant Udtalelse der ogsaa viser, at det ikke er Lovreglerne som selvstændigt Aandsprodukt men deres Virksomhed i Livet, der interesserer ham. Feuerbach gengiver Juryens Idé saaledes: Den straffende Magt vilde undergrave Folkets Frihed, hvis den var overdraget til de af den øverste Magt beskikkede Dommere alene. Derfor maa Ud­ øvelsen knyttes til en af Magthaverens Vilje uafhængig Betin­ gelse, hvilket sker ved at overdrage Afgørelsen om Klagens fak­ tiske Sandhed til en af Magthaveren uafhængig Myndighed nem­ lig Folket, „der er ubestikkeligt, uafhængigt, upartisk og retfær­ digt“. Folket maa dog dømme gennem nogle dertil udvalgte Per­ soner. Den anklagede bør kunne forkaste et vist Antal foreslaaede edsvorne. Disses Kendelse skal afgives paa Grundlag af deres sunde Fornuft og Overbevisning og efter det dem mundtligt fore­ lagte. De kan ikke drages til Ansvar, ligesom Appel er udelukket. Kontrollen bestaar i Offentligheden. Feuerbach udmaler med stærke Farver den bayerske Inkvisi­ tions Mangler, men mener dog, at Juryinstitutionen ikke lader sig overføre til denne Stat. Juryen hører til Demokratiet. Lovtalerne derover begejstres i Virkeligheden over dens politiske ikke dens kriminalistiske Værd. Under en fastgrundet udelt Regeringsform er der ingen Fare, mod hvilken Juryen skal sikre. Her bør Doms­ magten være hos uafhængige Dommerkollegier. At indrette Dom­ stolene efter visse Stænder lader sig ikke gøre uden Uretfærdig­ hed. Om Juryen betragtet blot som kriminalistisk Indretning me­ ner han, at den er ufyldestgørende, da Juryen bliver partisk og mangler klar Forstaaelse, hvorved han fremhæver, at Skyld- spørgsmaalet ogsaa rummer et Retsspørgsmaal. Hertil sluttede Ørsted sig. Efter sit Syn paa Dommerens Virk­ somhed var han inderlig overbevist om „den almindelige ej der­ til dannede Menneskeforstands Udygtighed til at paakende en An- klagets Skyld eller Uskyld“. At man selv i det mest ubundne Monarki kan hos et saadant dømmende Kollegium finde et trygt Værn for den personlige Sikkerhed og Frihed, derom kan jeg fri- modigen paaberaabe mig de tvende Tribunaler, hvori jeg er stolt af at have haft Sæde, som Bevis. Med fuld Fortrøstning henven­

1