AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5 227 saa meget mere Grund til at lade dette ligge, som Æmnerne vendte tilbage til ham i legislativ Form. Ørsteds Holdning var i Straffe­ retten som overalt den ligevægtige. Han var Lovens Mand, op­ fyldt af Tanken om Straffens Nødvendighed og Berettigelse; med den, der brød Lovens Hegn, kunde han ikke føle Medlidenhed, og i hvert Fald hindrede hans Lovlydighed ham i at gaa med til tvivlsomme Lempelser i Lovens Strænghed. Han taler et Sted om „det bekendte Barmhjertigheds-Princip, der har maattet tjene til Skærm for saa mange Lovfordrejelser“, Eun, III S. 187. Men i lige Grad var han nidkær for, at Skyldbeviset maatte være fuld­ stændigt, at Varetægtsfængslet ikke misbrugtes, og at Aktionens Omkostninger ikke uden Grund paalagdes Tiltalte. Til Fortegnelsen over Afhandlingerne henvises med Hensyn til de forskellige specielle Æmner, Ørsted tog op til ny eller fort­ sat Behandling. Den omfangsrigeste af dem er Skriftet om M a n d ­ drabsforbrydelsen, dette centrale Forbrydelsesbegreb, hvortil hans Dommervirksomhed havde forsynet ham med et Anskuelsesma­ teriale af lignende Omfang som Tyveriforbrydelsen. Det samlede Arbejde, Ørsted i tidligere Aar havde tænkt at levere over Injurielovgivningen, og som kunde have haft Til­ knytning til Ungdomsarbejdet om Trykkefrihed og til hans A f­ handlinger om Sandhedsbeviset og Begrebet naturlig Vanære, kom han ikke til at tage fat paa. Det sidste af hans strafferetlige Arbejder blev den fyldige Afh. om D ø dsstraffen (1828). Efter sin Sædvane fremsætter han sine Udviklinger paa Grundlag af en anden Forfatters Fremstilling, her et fransk prisbelønnet Skrift af Ch. Lucas; det giver ham Lejlighed til at komme ind paa pøni- tentiære Æmner, som han ellers ikke havde drøftet. I Modsæt­ ning til Forf., der bekæmper Dødsstraffen, hævder Ørsted dens Berettigelse og Nødvendighed som Samfundets Forsvarsmiddel. Han ser imidlertid det tidsbestemte i Problemet og erkender, at hvis Folkemeningen skulde tage den Vending, at den i Mod­ sætning til, hvad hidtil havde været Tilfældet — fordømte Døds­ straf, vil Afskaffelsen være tilraadelig. Hermed sluttes Fremstillingen af Ørsteds egentlig juridiske For­ fatterskab. En kritisk Vurdering af det udover den under selve Fremstillingen givne Karakteristik skal ikke forsøges; i denne Henseende henvises foruden til det Goos-Nellemann-Øllgaardske 15*