AndersSandøeØrsted

296

T I D E N

E F T E R

1 8 4 8

Undersøgelser“, men han har „den sikre Tro, at der engang og maa- ske om ikke saa meget lang Tid vil blive en eller anden, der vil finde sig dreven til at anstille en alvorlig Sammenligning mellem 1848 og den Tid, der ligger foran samme, og da turde dette og flere Partier i nærværende Skrift saavelsom de øvrige Arbejder, hvormed jeg paa mit Livs Aften har beskæftiget mig, maaske inde­ holde et ikke ganske uvigtigt Stof for en saadan prøvende Sammen­ ligning.“ Æmnerne er Bankpolitiken i 1799 set i Sammenhæng med hele Landets Tilstand med særligt Henblik paa Skatteevnen. Herved drøftes ogsaa Forskellighederne mellem Monarkiets Dele. Overgan­ gen S. 212 til Omtalen af Gehejmearkivar Wegeners „Aktmæssige Bidrag til Danmarks Historie i det nittende Aarhundrede“, der var udkommen under Bogens Trykning, er derfor forsaavidt ikke saa stor, som dette Skrift netop omhandler Regeringens Forhold overfor Hertugdømmerne, men som i Fortalen erkendt betegner den dog et Spring. Det faldt Ørsted hjemmevant at ombytte den selvstændig komponerede Fremstilling med den kommenterende,og som sæd­ vanlig blev hans Kommentar grundig. De første ca. 100 Sider er direkte Polemik mod Wegener, og Fremstillingen gaar derefter videre i samme Spor med Behandling af Hertugdømmernes For­ hold. Wegener havde klaget over den samtidig med Stænderindretnin­ gens Indførelse i 1834 hjemlede Provinsialregering og Overappel­ lationsret for de to Hertugdømmer i Forening. Ørsted viser, at Fæl­ lesskabet fandtes i Forvejen og ikke blev udvidet, at Ridderskabet ikke blev begunstiget ved Stænderordningen, og at den slesvigske Stænderforsamling i Begyndelsen ikke lod sig beherske af den hol­ stenske. Med Hensyn til Reskripterne af 1810 og 1811, der gik ud paa Indførelse af dansk Kirke-, Skole- og Retssprog, hvor der taltes Dansk i Slesvig, oplyses det, at disse fra Frederik VI’s Kabinets­ regeringsperiode stammende Planer, der først nu under nærværende Binds Udarbejdelse blev taget op til Virkeliggørelse, maatte antages at være blevet opgivet af Frederik VI selv, der ikke som af Wege­ ner hævdet var blevet svigtet af sine Embedsmænd. Fejlen ved at oprette den nøje Forbindelse mellem Hertugdømmerne maatte ialt- fald tilskrives Frederik IV (1721) og A. P. Bernstorff (1773), ikke de to sidste Enevoldskonger.