AndersSandøeØrsted

302

T I D E N

E F T E R

1 8 4 8

heden af de danske Troppesamlinger i Holsten inden Krigen med England samt i Forbindelse dermed Kronprins Frederiks For­ beredelse af en af Statsraadet uafhængig Styrelse. Den i 1814 afdøde Hertug Frederik Christian af Augustenborg var sigtet af Wegener for Aspirationer til den danske Krone. Ør­ sted forsvarer ham i denne Henseende saavelsom for hans Ad­ ministration af Universitetet og de lærde Skoler. Andre af Wegener fremdragne Eksempler paa Strid mellem høje Embedsmænd be­ lyses nærmere, og Forf. dvæler særlig ved Chr. Colbjørnsens Stil­ ling dels overfor Kancellipræsident Fr. Moltke dels overfor Publi­ kum, der uden Grund fandt, at han havde svigtet dets Tillid i Trykkefrihedssagen. Endelig naas Krigen 1807, og der polemiseres mod C. Plougs og N. F. S. Grundtvigs Paastande om, at den bur­ de kunne være undgaaet. Navnlig var der imidlertid af Folke­ tingsmand Hofjægermester Tutein udgivet et Skrift med Angreb paa det Ørsted’ske Ministeriums Holdning i Fællesforfatnings­ sagen, og dette foranlediger en særlig indgaaende Imødegaaelse. Tuteins Sammenligning mellem Statens Tilstand under og efter Krigen 1807— 14 i Forhold til de tilsvarende Tidsrum ved den sidste Krig — en Sammenligning der kun havde Ynk tilovers for den første og Tillid og Ros for den sidste Periode — havde i høj Grad ægget Ørsted til Modsigelse, og det saa meget mere som Tutein i tidligere Aar havde været Politiker af udpræget kon­ servativ Farve. Ørsted gør opmærksom paa Landets vanskelige økonomiske Kaar under den første langvarige Krigstilstand, hvor­ imod Skatteevnen i Christian V III’s Tid var bragt betydelig op, ligesom den gode militære Forberedelse gav et ganske anderledes Grundlag for Hærens Mod og Offervillighed end i 1807— 14. Tu- tein var gaaet saa vidt at paastaa, at al Sans og al Evne til Frem­ gang og Kultur, aandelig og materiel, var iilintetgjort, da Freden i lo 14 blev sluttet, og at det danske Folk først 20' Aar efter be­ gyndte at tænke paa mere end det daglige Brød. Heroverfor hen­ vises dels til en Række Lovgivningsforanstaltninger dels mere umid­ delbart til Aandslivets Vækst i hin ældre Tid. En Række af dettes førende Personligheder stilles op, først og fremmest de tre for kort lid siden afdøde: Mynster, Oehlenschlæger og H. C. Ørsted, hvem han her griber Lej ligheden til at mindes i varme og træffende Ord. For Oehlenschlægers Vedkommende mindes han dennes Hjem