AndersSandøeØrsted

304

T I D E N

E F T E R

1 8 4 8

taltes Side for, at Overgivelse var nødvendig etc. Efter en Om­ tale af Krigserklæringen mod Sverige af 1808 og Fremhævelse af dennes Uundgaaelighed naar Forf. til Behandlingen af Krigstidens Finanspolitik, et Æmne han følte Længsel efter at fremstille. Med dette var han jo i sin Tid kommen ind i det legislativt-administra- tive Arbejde, men her forekommer det mig dog at være af for speciel Natur til at berettige til nærmere Omtale. Værkets 4. og sidste Bind udkom i 1857, 609 Sider stort med en Fortale paa 50 Sider, dateret 26. Januar s. A. I Henhold til den nys gjorte Bemærkning kan Omtalen heraf gøres kort. De før­ ste 132 Sider omhandler Krigstidens Nødforanstaltninger af finan­ siel Art. Resten af Bindet, bortset fra 2 Anhang, optages af Un­ dersøgelser vedrørende Sportelvæsenet. Intet viser mere, at Ørsted ikke var den golde Kritiks Mand, end at han her leverer nøje ud­ arbejdede Forslag i det Haab, at man fra Regeringens Side vil tage Æmnet op til yderligere Behandling og bringe det i dets endelige Skikkelse. Han havde selv haft en betydelig Andel i Ud­ arbejdelsen af det gældende Sportelreglement fra 1814 og paa Kancelliets Vegne stillet Forslag om en Forbedring, som Finans- bestyrelsen dog ikke kunde gaa ind paa. Sportlerne var Retsbetjen­ tenes Indtægt, men de var blevet inddraget under Beskatning (Ju­ stitsfonden). Ørsted ønskede den Reform at ophæve denne Be­ skatning. Han kommer i denne Sammenhæng ogsaa udførligt ind paa Grundlovens Regler om Adskillelse mellem dømmende og ud­ øvende Magt. De vedføjede Anhang er dels to Betænkninger fra 1835, hvori Ørsted fraraader Trykkefrihedens Indskrænkning, dels Polemik mod et Skrift af M. L. Nathanson om de i Værket behandlede finansielle Æmner. I Fortalen bemærker Ørsted, at han næppe vil fortsætte dette Værk, men eventuelt foretrække under en ny Titel at udgive Ud­ arbejdelser, som han havde liggende fra 1848 og 1849 angaaende videnskabelige Æmner. Til Slutning skal anføres en personlig Udtalelse om den Stemning, hvori han har udført Værket. Den dan­ ner en Modvægt mod det Indtryk af Misfornøjelse og Forstemthed, som Forf .s idelige Beklagelser og Udsættelser paa Tidsaanden, paa Dagspressen og paa Historieskrivningen ellers let vilde give. „Mit Skrift har kun tiltrukket sig liden Opmærksomhed,“ skriver han,