Brandmandsliv

1 2

Og der kom En, og der kom To, En paa bare Ben, En paa Sko, En kun med Hat — og den var graa — Og saa havde han Sokker paa. En drukken Mand de slæbte ned Mens til Værten han raabte vred: »Firskilling gav jeg Dig, min Ven, Maa jeg saa be’ om To igen!« Hvormange Men’sker der er brændt, Er mig ikke endnu bekendt — Og hvem det er, man kan ej se, Thi man finder kun Maverne. En kemisk Svovlstik blev der sagt Har vor Pjaltenborg ødelagt — Hvad er al Verdens Glans og Skin Alt mod en usselig Fyrrepind?

Det var nu ikke noget Herreliv at være Vægter, og Byens høje Magistrat var dengang ikke saa lydhør overfor Ønsker om Forbedringer. Saaledes sad to Vægtere Dag og Nat i Vor Frue og i Sankt Nicolai Kirketaarne og holdt Udkig efter Ilde­ brand, og saa skulde de tilmed ringe et helt Kvarter med Vagtklokken baade Morgen og Aften. Det var lidt haardt, syntes de, og saa fik de da sat en Skrivelse sammen til Kon­ gen, der næst Vorherre formodentlig har været den eneste, de har kunnet tænke sig, der vilde tage sig deres Sag an. Skri­ velsen lød jo lidt anderledes end en Organisationsskrivelse nu Allernaadigste Konge og Herre! For Deres stormægtigste allernaadigste Fødder nedkaster vi tvende undertegnede gamle og ringe Mænd, nemlig vores Frues Kirkes Taarnvægtere og tro Betjente os ned i Støvet for Deres Fodskammel med denne vores allerunderdanigste Supplik, haa- *) O. N ielsen: K jøbenhavn paa Holbergs Tid. Kjøbenhavn 1884 . lyder; de skrev saalunde: »Stormægtigste Monarch,