Brandmandsliv

2 1

Hensyn til Vandforsyningen var en væsentlig Forskel fra nn, idet nemlig alle Brandhanerne var underjordiske. Overgangen fra underjordiske Brandhaner er af saa ny Dato, at de fleste Brandmænd i Korpset sikkert endnu erindrer de talrige Gen­ vordigheder, som disse kære Venner kunde give Anledning til, saasom at lege Skjul under et dølgende Tæppe af Sne, eller Is, eller ved at fryse til, eller ved paa anden Maade at være ganske utilnærmelige for Standrørets Tilnærmelser. De gamle Haandkraftsprøjter krævede stadig Mandskab til Pumpning, og derfor pressede man ligesom tidligere Folk til at hjælpe til hermed, selv om Opsangen vel ikke har lydt, som dengang den ildebrandsgale Ussing, Vilhelm Bergsøes gode Ven, blev presset. Bergsøe fortæller saaledes om, hvorledes de netop skulde til at nyde en rigtig god Ildebrand: »Det bliver en mageløs Omgang denne her, sagde Ussing. Naar vi sætter os paa Stentrappen dér, sidder vi i første Par­ ket uden at have taget Billet. Omgangen blev dog ikke saa morsom for os, som Ussing havde tænkt sig, thi da Sprøjter­ ne kom rumlende, manglede der Mandskab til Pumperne, og efter Datidens Skikke blev vi begge to pressede til Pumpning under den gamle Opsang, der lød saaledes: »Vi pumper, min Salighed, alt, hvad vi kan, vi mangler slet intet uden lidt Vand«. Hvortil Ussing satte en græsselig Melodi af cimbriske Hyl. Efter en Times Tid blev vi endelig dimitterede; men fra den Aften vogtede vi os vel for at komme Sprøjterne for nær.«*) Denne Opsang blev formodentlig varieret af opfindsomme Hoveder, i alle Fald lød den lidt anderledes ved Rungsted Hotels Brand omkring Aarhundredskiftet. Man havde da stil­ let Sprøjten ud i selve Øresund, og Fiskerne, der i lange Søstøvler stod ude i Vandet og trak Pumperne, sang: »Vi vil ha’ 01, vi vil ha’ 01, Saltvand, det er skam for tyndt.«

*) Vilhelm Bergsøe: Studenterleben og Studieliv. Kjøbenhavn 1903 .