Brandmandsliv

»Der var paa Raffinaderiet en tydsk Arbejder, som jeg al­ drig har hørt nævne anderledes end Johan Skomager. Han hav­ de faaet den store Hædersmedaille, fordi han den 2den April 1801, efter at han var bragt saaret iland fra et af Blokskibene og forbunden, frivillig gik i Slaget igen. Denne godmodige, muntre Mand holdt jeg usigelig meget af; .......... I Begyndel- 23

Paul Fischer.

sen af Branden var han fra en Gang i Beboelseslejlighederne, gjennem en Jerndør, som kun Sukkermesteren plejede at be­ nytte, kommen ind paa et af Raffinaderiets Lofter, hvor han forvildede sig og formodentlig hurtigt blev kvalt af Røgen. Han savnede straks efter Branden, men hans Legeme var ikke at finde.............. Min Sorg var ikke endnu forsvunden, da min Fader en Maanedstid efter var saa uforsigtig i min Nær­ værelse at fortælle min Moder, at nu vare Johan Skomagers Ben fundne, ved at han, der førte Opsyn med Grundens Ryd­ ning, havde truffet nogle Haandlangere, som brugtes dertil, siddende ved Frokosten og med megen Appetit fortæret Noget, som de mente at være røget Kød, der var styrtet ned i Gruset med Sukkermesterens Kjøkken, men hvilket han strax, af at det var fundet, hvor Lofterne havde været, antog, som siden viste sig at være rigtigt, for at være Johans Been og derfor med stor Indignation fratog den..............«