Brandmandsliv

28 Schiøtt og har sikkert straalet efter bedste Evne, som det saa vidunderligt er skildret i Rantzaus herlige Døgnvise om:

»Den berømte Ildebrand paa Frederiks Hospital«. Julia! Julia! Sik’n Ildløs, at det va’ Julia! Julia! Den var saamænd brak

Paa Fred’riks Hospital huh ha! Der var det just, at Ilden va’, Folk rendte rundt paa Gangene, ved Sprøjterne lød Sangene.

Julia! Julia! Sik’n Ildløs, at det va’, Julia! Julia! Den var saamænd bra’.

Der var et gruligt Hurlumhej, den ene sang, den anden skreg; af Skræk fem Vaagekoner flød omkring i bare Havregrød. Julia! Julia! o. s. v. Og Vandgrøds-Konsumenterne, — jeg mener Patienterne, — de alle risikerede at blive grillierede. Julia! Julia! o. s. v. De sku’ ha’ set Portøre’ne, — ja, det var næsten rørende, — de blege var’ om Næserne, da de gik med Portechaiserne. Julia! Julia! o. s. v. Men udenfor gik Sprøjterne og Straalen op i Højderne; men ej dens Kraft var slukkende, og det var just det muggende. Julia! Julia! o. s. v.