Brandmandsliv

44 Den sorte Brandmand bor nu saa fint som paa et Slot, de ved nok der, hvor Volden den gik fløjten; han har et vældigt Taam med en nydelig Kalot, og under den til Tørring hænger Sprøjten, og der er han bestandig til Udrykning klar paa mindste Vink af Carlssen eller Meier, det gaar sgu saa gesvindt som at tænde en Cigar; en Brandmand han med Ilden bare leger. Om Københavnerne tænker særligt paa Brandstationens Taam, naar de taler om København som Byen med de skønne Taarne, er nu ikke ganske sikkert, men Stationen har nok med sine rummelige Lokaler, med Gaard og Stalde forekommet Brandmændene et helt Slot mod den gamle Hovedstation i Nikolaj Taarn. Særlig Staldene, hvor Brandvæsenet nu fik Plads til sine egne Heste, betød et stort Skridt fremad. Dog har det nok været med lidt Vemod, at man forlod det gamle Nicolaj Taam, og i Vagtjournalen finder man ne- denstaaende lille trykte Vers indklæbet; hvorfra det stammer vides ikke, men det taler sit eget Sprog. Farvel Du kære, Du gamle Taarn,

Gid Du maa blive, hvad Du var tilforn, En Højhed stolt med Spir og Krone paa, Og saa en Kirke ved din Side faa. Luk Porten op da nu. For sidste Gang Vi drager bort med Klokkeklang. Hejs Dannebroge paa den ny Central, Som nu vor Fremtidsbolig være skal. Du nye Hus, hvor nu vi drager hen, Gid Du vil værne om vor fælles Ven! Den gode Aand, som fulgte med os hid, Gid den maa følge os ud i den nye Tid.

Paa den nye Hovedstation fik den vagthavende Brand­ fuldmægtig Vagtlokaler ved Siden af Brandvæsenets Telegraf-