Brandmandsliv

7 Endnu i atten Hundrede og halvtreds skete Brandkorpsets Alarmering ved Vægterne, og Vilhelm Bergsøe fortæller ma­ lende herom i »Studenterleben og Studieliv«: »I Skindergade, lige overfor Klosterstræde, boede Byens velvise Brandmajor, og foran Porten gik en af de sorte Brand­ folk med dragen Sabel, Chacot og en løjerlig Cylinder paa Bandoleret, maaske Symbolet paa en ganske lille Haandsprøjte. Oppe paa Byens Kirker holdt Taarnvægteme Vagt, og naar de saae en mistænkelig Røg stige op fra en eller anden Byg­ ning, blev der strax gjort Signal til den nedenfor sovende Væg­ ter, og naar man havde faaet ham trukket ud af Kælderhalsen eller den Droske, der tjente ham til Natteleje, satte han Væg­ terpiben for Munden, og i et Nu forplantede dens Triller sig ud over alle Gadei, Stræder og Torve. Det var en Pibekon­ cert, hvorom man ikke gør sig nogen Forestilling og til den føjede sig snart Kirkeklokkernes Klemten, Allarmtrommernes Hvirvlen, Sluffernes Rumlen og Braget af de store Brandkar, der blev rullede ud af alle Porte for at fyldes med Vand. En god halv Time efter Brandens Begyndelse raslede de gam­ meldags Sprøjter gennem Gaderne snart trukne af Artillerister i hvide Lærreds Kitler, snart halede afsted af sorte Brandfolk, men altid fulgt af en jublende Skare, der voksede, jo længere Toget bevægede sig fremad. Overalt hørte man Vinduer blive smækkede op og forskrækkede Stemmer raabe: Hvor er Ilden, Vægter? og saa kunde det let hænde, at den ene svarede: i Larslejstræde, den anden Larsbjømstræde, medens Branden til Slutning viste sig at være i Lavendelstræde eller Læder­ stræde. Naar man saa endelig havde fundet, hvor Ilden var, hørte man stadig Raabet paa Vand og mere Vand, og medens Pumperne arbejdede i alle Byens Gader, medens Sluffeme rumlede og Majestæten i egen Person ankom til Hest, fulgt af et glimrende Følge, stod selve Bygningen i Flammer fra Kælder til Tag, og man maatte være saare glad, hvis man kunde »begrænse Ilden«, som det hedder i Brandraporteme«