Brandmandsliv

80 Opholdssted, et Pust af Friskhed, saa Opholdet paa Gaardens Bænke ved en Aftencigar for Tilskuerne ved Badmingtonspil- let kan blive helt oplivende. Adelgades Brandstation var den første Station, hvor man begyndte at spille Badmington, der nu dyrkes med Iver paa flere Brandstationer. Til at begynde med gik Spillet ikke saa godt paa Gaardens toppede Brosten, men nu, hvor denne er asfalteret, har Stationen en udmærket Friluftsbane, hvor Spil­ let med Iver dyrkes, naar Vejret er til det. Fra Gaarden mod Nord sender et stort Elmetræ sine Grene ind over den nye Bro, og Fuglenes muntre Kvidren sammen med de dybe Klange fra Set. Pauls og Marmorkirkens Klok­ ker hører stadig med til Sommeraftenens Toner i den gamle Brandstations Gaard. Undertiden kan Idyllen brydes af en Ugle, der kommer paa Besøg fra Kongens Have eller fra Kirke- taarnet, og saa hører man straks Uro og Skrigen fra de grønne Grene, til Fredsforstyrreren atter er søgt bort eller jaget bort af Brandmændene. Der gaar ikke Røg af en Brand uden, der er Ild, siger et gammelt Ord, men Brandmanden maa sande, at der kan gaa en forbandet Røg selv af en meget lille Ild, og jeg maa for min Part tilstaa, at noget af det, der i Begyndelsen under min Tje­ neste som Brandmand forbløffede mig mest, var hvilken utro­ lig Mængde Røg, der kunde komme af næsten ingenting. Det var mit allerførste Indtryk, da jeg en Juleformiddag som vagthavende Brandinspektør rykkede ud til min første Ildløs; jeg havde lige faaet sat Kniven i en varm Kotelet, da Klokkerne gik, og vi maatte af Sted. Der var Ild i en Lejlig­ hed, Røgen stod ud af et aabent Vindue, men der var ingen hjemme, — man var formodentlig ude til Frokost hos Bedste­ far, — saa vi maatte tage lidt haardt paa Døren for at kom­ me ind. Naa, Døren kom op, og en tyk Røg slog os i Møde, saa vi maatte krybe frem langs Gulvet; jeg kunde hverken se det ene eller det andet, men Sprøjteføreren fandt Ilden og fik den slukket ved Haandsprøjten; Vinduerne kom op, og lidt efter kunde vi overskue Valpladsen og Ødelæggelsens Veder­ styggelighed —, og hvad var der saa sket? En sølle Divan var