Brandmandsliv

8 2 Brandvagt, som Brandkorpset udsætter i ethvert Teater under Forestillingerne. Publikum, der fyldte Teatret, anede næppe, hvor nær der kunde være sket en Katastrofe af uanet Omfang, saafremt ikke de tagne Sikringsforanstaltninger havde virket tilfredsstillende.

Den 29. December 1920 brænd­ te det i Det kongelige Teater, kort efter at Publikum havde forladt dette, og til trods for, at der straks blev slaaet Alarm, stod høje Flam­ mer ud af Vinduerne, da Brand­ væsenet ankom, men man var dog snart Herre over Ilden. De Brande i Teatrene, der kommer til Publi­ kums Kundskab, er kun en ringe Del af de mange Smaabrande, der gennem Aarene forefalder i disse. Der er næsten ikke en eneste Sæ­ son, uden at Brandvagten slukker et eller flere af disse smaa Tilløb, der, saafremt der ikke blev grebet øjeblikkeligt ind, kunde faa skæb­ nesvangre Følger. Fra Filmen og Revuerne kender jo alle den rare,

venlige Brandmand, med hvem der hyppig spøges, og hvis Tilstedeværelse de færreste forstaar Nødvendigheden af. Men selv om hans Øje vel nok hyppig fængsles af Sce­ nens Begivenheder, saa muligt ogsaa Konen derhjemme fryg­ ter »Scenens Farer«, saa er han dog stadig Brandmanden, der sporer den mindste Anelse af Røg, og som straks er opmærk­ som, naar der tændes Cigaretter og lignende paa Scenen, dier paa anden Maade foretages noget, der kan betyde en Fare for Brand. Ved et grønlandsk Stykke paa Det kongelige Teater sad saaledes »Grønlænderkonerne« og røg Pibe, og fra en af disse faldt en Glød ned og tændte i et Telt paa Sce­ nen. Brandmanden lugtede straks Lunten og smuttede fra Ku­ lissen om bag Teltet og kravlede ind i dette, hvor han kvalte