MurersvendeForeningensStiftelseIKøbenhavn_1852

ster. S v end en e faldt dog ikke til føje. I 1658 klagede de over m e s tren e til kongen , som bad magistraten forlige parte rne. F o r­ liget må væ re gået svendene imod, for det fastslog, at ingen svend må tte forlade m e s te re n , så længe denne havde arbejde for god tfo lk , og sv end e n e skulle blive hos mesteren sommeren igennem og måtte ikke lægge pres på mesteren med hensyn til, hvo r mange lærlinge han ville have. Svendene affandt sig ikke h e rm e d , men lod sagen gå til hø jestere t, idet man sagde, at m e s tre n e ikke h avde arbejde nok og tilmed fo retrak fremmede svende . Endv id e re men te sv end en e , at m estrene holdt for mange lærlinge, som i længden ville ødelægge lavet. Vi véd intet om , hvo rlede s sagen gik ved hø jestere t, men i 1666 fik m e s te rla v e t nye artikler, som forbød mesteren at have mere end tre lærlinge, således at a rbejdet kunne udføres a f kyn ­ dige s v end e , så disse kunne tjene til føden. I disse artik ler ind­ fø rte s også fri akko rde ring , således at den hurtige svend kunne tjene me re , og ikke som før, alle svende samme løn. Vi kan her se, at vo r ret til at akko rd e re om vo r løn, er en gammel trad i­ tion. I 1682 kom fra mag istraten lavets nye artikler, som fa stsa tte , at s v end e n e ikke måtte komme sammen for at betale deres tide- penge , men skulle betale m e s te ren 4 skilling hver lørdag, som o ld e rm a n d en så lagde i lavets fattigbøsse. Lønnen kunne fortsat a k k o r d e r e s , men svendene måtte ikke forlade mesteren før M o rten sd a g , og han måtte heller ikke holde fridage. Det blev også b e s tem t, at svendene skulle møde på deres arbejde kl. 5 om mo rgenen »på de tider, det kan ske«, og de måtte ikke fo rlade de t i utide. M e s te ren fik lov til at have halvt så mange lærlinge, som han havde svende. F o r at hjælpe til ordningens ov e rho ld e lse b e s tem te s de t, at o lde rmanden skulle have et sort b ræ t hængende fo ran sit hus, hvo r de rebelske svende s navne skulle op slås, så man kunne vare sig imod dem. Jo , m u re rs v en ­ dene fik læst og p å sk reve t. Men lige meget hjalp det. Mu re rsv end en e var ikke så lige til at knæg te. I 1695 fik K ø b e nh avn s magistrat kongelig befaling til at s amm enk a ld e m u re rm e s tren e og få dem til at forbyde deres svende at gå til og fra a rbejdet med nogen mu rhamm e r eller må le s tok , som var længere end tre kv a rte r og tykkere end én tomme . S v end en e va r nemlig, da de ikke måtte bære kårde, begynd t at gå med måle stokke , som var op til over 2 alen lange. Disse b rug te de, hvis nogen »generede« dem. 37