MurersvendeForeningensStiftelseIKøbenhavn_1852

Den smu le, man tjener, h v e r Gang de t er Vaar, Den sluger V in te ren s Dage. Jeg R igmænd s H je r te r ha r søgt saa tidt, Men d e r h a r jeg kun erfare t, A t h a r de et H je rte , je g siger det frit, Saa h a r de det god t fo rv a re t. - Men nu til Sagen . D e r va r en Gang , J a , d e t er ikke saa længe siden, Da s tod jeg og n y n n e d ’ en lille Sang F o r at lindre K v id e n og hjælpe p a a T iden. Min hele T ilværelse tæ n k te jeg paa, Og fo r s a a d an n e T a n k e r paa F lug t at slaa E r en lille Sang nødvend ig . De t fo e r igennem mig som et Ly n , Da jeg s a a d isse glade K ra b a te r : »Bed rag e r mig ej mit gam le Syn, Saa k e n d e r jeg Je r, K amm e r a te r! « - »Hu rra!« - saa ra ab e r de alle Mand - »Os skal man ej længer kue. Du tro K amm e r a t p aa S tilladset, kom an! Vid, at Mu re rn e de gø r Skrue!« - Og broderlig tog de h v e r a n d re i F av n , Jeg følte en T a a re i Øjet. - »Hv a d , sk ru e r de? N a a i V o rh e rre s N a v n , Saa m a a man vel k ryb e i Tø je t.« - Jeg s e r i H je r te t paa en og hver, D e n s an d e Begejstring luer. »Gud s Død , K amm e r a te r! Skal jeg s taa her, N a a r alle de an d r e sk rue r?« - I Ha st fik je g p ak k e t mit Væ rk tø j ind, De sku lde ej længer kalde; De t g jorde s aa god t i mit gamle Skind , Da jeg stod imellem d em Alle. Og saa fik vi rigtigt sat S k ru en i Gang; Men h a r vi alt sk ru e t længe, Os s k ræmm e r ikke en Smule T rang , F o r vi e r de gam le Drenge. D a ly d e r med ét til S tilladset op En lydelig K a ld e n , og nede Paa G a d e n d e r s e r jeg en lille T rup E fte r Hu s e ts Indgang lede.

82