KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

STORMEN PAA KJØBENHAVN.

134

paa min tørre Prosa komme til at hedde, at Landets Frelse først og for­ nemmelig skyldtes den stærke V i l l i e til Forsvar, der ved Fjendens Komme paa en saa vidunderlig Maade blev vakt i Hovedstaden lige fra Fyrsten til den fattigste Mand, dernæst G r a v e n e og V o l d e n e , der, om end mangelfuldt, dog omgav Kjøbenhavn, og endelig K a n o n e r n e , som man kunde hente frem fra Kristian IV ’s vel­ forsynede Tøjhus. Men je g foretrækker at holde mig til D igteren1), der udtrykker en lignende Tanke i følgende klangfulde Vers: D e t v ar en F ebruari-K væ lcl, S aa m ø rk o g k old , O g, a f sin S ejersflu g t b eru st, C arl G ustav alt saa sø n d erk n u st D ets S kjo ld . M en p aa d en lave V o ld d er stod E n M ur saa fast, M ed fre jd ig t S ind o g ro lig t M od E n K re d s a f K æ m p e r F o d v ed F o d , O g h ver, som sto rm ed d erim od , F ik S kam o g L ast. D e r stan d sed ’ U n d erg an g en s S trøm , O g S v eak o n g én s sto lte D rø m , D en b rast. Og je g slutter mig til ham i det Plaab og den Forventning, han ikke mindre skjønt udtaler saaledes: M en lig e stæ rk sk al M indets. R øst V ort Ø re slaa D a D an m ark s T h ro n e stod p aa Plæ ld, O g n æ r sit F ald v ar F o lk e ts T jæ ld ; D a R ig en s V æ rn o g G ræ n sesk jel V ar A xels V old,

O g to ne g jen n em tro fast B ryst O g lø fte M od og sæ nke T rø st G g læ g g e S æ d o g love H øst, M ens T id e r g aa ! O g flam m er a tte r K am pen s Bavn, Som F æ d re n e 'fo r K jø b en h av n Vi staa! h C. P l o u g . V ed T o h u n d re d a a rsfe ste n i K asin o io . F e b r. 1859.

Made with