KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

288771456

288771456

101 Københavns kommune

S. A. SØRENSEN

KJØBENHAVNS BELEJRING OG

F Y E N S G J E N E R O B R I N G

S . A . S Ø R E N S E N

KJØBENHAVNS BELEJRING OG

FYENS GJENEROBRING

SKILDRINGER FRA CARL-GUSTAVS-FEJDE'N 1658—59

EFTER FORFATTERENS DØD SAMLEDE AF

P. FR. RIST OG

H. W . HARBOU

D E T N O R D I S K E F O R L A G BOGFORLAGET E R N S T B O J E S E N

(hot . OiUc r fy?o ,

^ ^ ^ 2 2

í/io'C-

l/fy^í

l/í&Of.

t (y

-

-

/ €'v ?

K J ØB ENHAVN T ry k t h os J. J ø r g e n sen & Co. (M. A. H a n n o v e r ) 1896

f a a Dødsfald have vakt saa almindelig Beklagelse i Hæren som, da Oberstløjtnant Søren Anton Sørensen den n . Februar d. A. uventet bortkaldtes i en Alder af 56 Aar. De fremtrædende tjenst­ lige Stillinger, som den Afdøde har beklædt, først i en lang Aarrække ved Generalinspektoratet for Fodfolket, senest i Krigsministeriet og ved Generalkommissionen, de mange og betydningsfulde særlige Hverv, der have været overdragne ham ved Siden af den Virksomhed, som disse Stillinger medførte, ere tilstrækkelig talende Vidnesbyrd om den Anseelse, han nød hos sine Foresatte. Med ikke mindre Tillid og Hengivenhed saa Kammerater og Undergivne hen til ham. Med Liv og Sjæl var S. A. Sørensen Soldat. Tapper og raad- snar viste han sig som ung Officer paa Valpladsene ved Selk, Sankel- mark og Vejle; fuld af Iver og Energi røgtede han i Fredstid sin Gjerning. Men Interessen for den Stand, han havde valgt, og fremfor alt Kjærligheden til det Land, der havde fostret ham, drev ham derhos tidlig til at sysle med Danmarks Krigshistorie. Hans Virksom­ hed som Medarbejder og senere som Redaktør af »Meddelelser fra Krigsarkiverne«, hans smaa Artikler i »Dansk biografisk Lexikon« ere

V I

kjendte og skattede i vide Kredse. Noget større, selvstændigt Ar­ bejde har han derimod ikke efterladt. Grunden hertil er vel til Dels at søge i hans tjenstlige Stillinger, der saa stærkt lagde Beslag paa hans Tid og Arbejdskraft; men en dybere Grund laa dog sikkert hos ham selv, i de store Krav, han stillede, inden han ansaa sig for tilstrækkelig forberedt til et saadant Arbejde. Han blev reven bort, uden at være naaet saa vidt. Vi, der have samlet og udgivet disse Skildringer, skylde derfor først og fremmest deres Forfatter at fremhæve, at han i levende Live ikke vilde have ladet dem komme ud saaledes, som de nu foreligge. De have i Løbet af en lang Aarrække (1881—92) efter Tid og Lejlighed været offentliggjorte i »Vort Forsvar« som Vidnesbyrd om hans Redebonhed til at bidrage sit til det smukke Formaal, som Bladets Navn angiver. De ere Frugten af et lang­ varigt og indgaaende Studium af trykte og utrykte Kilder; men alligevel har Forfatteren afvist gjentagne Opfordringer til at ud­ give Artiklerne samlede. Det var hans Haab med Tiden at faa fremlagt sine Studier til hin Krigs Historie i en Form, der kunde tilfredsstille de videnskabelige Fordringer; dette Haab skulde ikke gaa i Opfyldelse. Efter at have gjort Rede for Forfatterens egen Opfattelse tro vi derfor med god Samvittighed at kunne give efter for det Ønske, hvori vi mødes med Red. af »Vort Forsvar«: ved dette lille Skrift at bevare Mindet om mange Aars dygtigt og samvittighedsfuldt Arbejde, baaret af den varmeste Kj ærlighed til Fædrelandet og til Hæren. Skildringerne foreligge altsaa ikke som et videnskabeligt, men som et populært, om end fuldt ud paa selvstændige Undersøgelser

VI I

bygget, Værk. Ved Udgivelsen have vi holdt os til den Skikkelse, hvori de ere givne i »Vort Forsvar«. De foretagne Ændringer ere dels af rent formel Natur, dels saadanne, hvortil Forfatteren selv, medens Arbejdet skred frem, har givet Anvisning. At der hist og her endnu kan være Grund til mindre Rettelser, vilde S. A. Sørensen selv være den første til at indrømme. Et Par Antydninger til saadanne ere i 1894 fremkomne i Dr. J. A. Fridericias Værk »Adelsvældens sidste Dage«. Vi skylde ogsaa Læserne at bemærke, at dette Værks Fremstilling af enkelte Partier — f. Ex. af Begivenhederne i de nærmeste Dage før Stormen paa Kjøbenhavn og af Slaget ved Nyborg — ikke i ét og alt stemmer med S. A. Sørensens. Paa den anden Side har den nævnte højt ansete Histo­ riker til Trods for Skildringernes populære Form anført dem blandt sine Kilder, og særlig med Hensyn til Slaget ved Nyborg har han udtalt sin Paaskjønnelse af, hvor meget han skylder S. A. Sørensens sagkyndige Fremstilling. Vi mene ikke at behøve nogen bedre Begrundelse af, at vor afdøde Kammerats Arbejde ikke bør forsvinde med Døgnlitteraturen.

Kjøbenhavn, i April 1896 .

P. P r. P ist.

H. W. Harbou.

I NDL EDN I NG .

i. D a Aaret 1600 oprandt, indtog Danmark en Stormagts Plads i Europas Raad. Anerkjendt og uindskrænket herskede det paa Havene fra Elbens Munding og til Nordkap og fra Nordkap til det hvide Hav, hævdet af Fæstningen Kronborgs Kanoner var Østersøen fra Øresund og til Finske Bugt at betragte som en dansk Indsø. Denne Magtfylde skyldtes Slægtleddet, der alt var gaaet til Hvile forud for det skrinlagte Aarhundrede; det var F'rederik II og hans daadfulde Regering, det var Mændene fra Syvaarskrigens blodige Slagmarker, det var det forenede danske P'olks ihærdige Anstrengelser og store Opofrelser af personligt Velvære, Penge og Gods, der havde efterladt den store og smukke Arv til Efterkommerne. Disse maatte det paahvile at bevare den ubeskaaren. Og Begyndelsen varslede lovende; paa de forskjelligste Omraader syntes den til Idræt og Storhed vakte Nation at udfolde sig med Styrke. Kraftig hævdede Chri st i an IV i Kalmarkrigen 1611—12 Danmarks Overlegenhed i Norden, berømte Videnskabsmænd som Tyge Brahe og Holger Rosenkrantz kastede Glans over Landet, pragtfulde Bygninger og Mindesmærker rejste sig trindt om i Riget, og paa de S. A. Sørensen. I

2

INDLEDN ING .

fjerneste Kyster i Nord og Syd vajede det danske Handelsflag, frit og uhindret, agtet og respekteret. Det saae ud, som om Sønnerne skulde overgaa Fædrene. Men snart brød der paa den politiske Himmel et Uvejr løs, der stillede Fordringer om overlegen Statsmandskunst og Krigerdygtighed, om fast og enig Sammenslutning mellem Konge og Folk, som desværre ikke skulde opfyldes. Som bekjendt førte den stærke Brydning imellem Luthers Til­ hængere og Pavedømmet til den store og ødelæggende Krig, Trediveaars- krigen, der fra 1618—48 rasede i Mellemeuropa, og hvori de Pavelig- sindede med den tyske Kejser i Spidsen med Magt søgte at kvæle den evangeliske Læres Udbredelse. Europa stod saa at sige delt i to store Lejre, et Syden og et Norden, det katholske og det prote­ stantiske Forbund. Det var uundgaaeligt, at de to nordiske Riger, hvor Reformationen alt længe havde været en fuldbyrdet Kjends- gjerning, som dannede de fasteste Støtter for den nye Lære, og som styredes af de daadkraftige Konger Christian IV og Gustav II Adolph, efterhaanden maatte blive trukne med ind i denne Krig. Christian IV var den, der først maatte drage Sværdet, og 1625 overtog han som Kredsoberst Overbefalingen over samtlige paa Krigsskuepladsen optrædende protestantiske Hære. Men Lykken, der hidtil havde tilsmilet hans Foretagender, forlod ham nu; hvor tapper og indsigtsfuld en Mand han end var, og hvor højt han end visselig har fortjent, at vi Danske sætte ham, var han dog ikke et saa stort Kald voxen, Uheld fulgte paa Uheld, og 1629 blev han af de Kejserlige tvungen til at slutte Freden i Lübeck med Forpligtelse til at afholde sig fra at yde sine Trosfæller nogensomhelst Hjælp. Bedre Lykke havde hans store Samtidige, den med saa overordentlige Aandsevner udrustede svenske Konge, Gus t av Adol ph, der Aaret efter Freden i Lübeck optraadte paa Kamppladsen som Protestanternes Fører. Med uimodstaaelig Kraft og overvældende Krigskunst forjog han de kejserlige Hære fra hele Nord- og Mellemtyskland og sikrede derved for alle Tider den evangeliske Læres frie og uhindrede Ud­ bredelse. Det svenske Navn blev ved ham, hans talrige, krigskyndige Generaler, hvis Mage Verden sjeldent har set, og hans Troppers

3

INDLEDN ING.

Tapperhed frygtet og berømt, og da Freden 1648 blev sluttet, til­ faldt der Sverig som Krigsbytte en stor Del af de nordtyske Lande langs Østersøens vidtstrakte Kyster. Disse Begivenheder skulde, endnu inden de var helt fuldbyrdede, blive skæbnesvangre og sørgelige for vort Fædreland; de skulde blive det mangefold, og vi spore Virkningerne deraf endnu den Dag idag, fordi vi ved vor egen Uforstand, ved vor Ulyst til at se Faren under Øjne, forinden den hænger os over Hovedet, ved vort Hang til at knibe paa Skillingen for siden at lade Daleren springe og ved vore indbyrdes Smaastridigheder lod os afholde fra i Tide at træffe de Forholdsregler, som Landets Sikkerhed med Nødvendighed fordrede. 1 hi det var at forudse — saa sandt som Historien atter og atter lærer os, at Erobrere ikke ville eller kunne standse, men uophørlig skride videre og videre frem saa længe, indtil Forsvarsbommene blive dem for stærke — at det svenske Rige ikke for det Første vilde gjøre Holdt paa den Erobringens Bane, det saa glimrende havde betraadt, og det var øjensynligt, at Danmark, som dets nærmeste Nabo og dets Rival til Herredømmet i Østersøen, havde særlig Grund til at frygte det Værste og til at være paa sin Post. Der havde været Tid til at sætte Landet i den Forsvarsstand, de forandrede politiske Forhold udkrævede, til at anlægge stærkere Forskansninger paa Halvøen, som de kejserlige Tog havde godtgjort laa altfor aabent, til forsvarlig at befæste Landets saarlige Hjerte, Kjøbenhavn, saa at Flaaden kunde frigjøres til kraftig at holde For­ bindelsen vedlige mellem Landsdelene, thi i 14 lange Aar havde vi Fred; der havde ogsaa været Middel og Evne, -thi, medens Krigen rasede i Tyskland, blomstrede desmere uforstyrret vor Handel op paany, og vi havde Raad til at fortsætte med Landets Forskjønnelse, med at rejse nye Bygninger og Slotte. Kun Enigheden og Villien til Enighed var ikke tilstede. Vi havde ikke tabt Land ved Freden i Lübeck, Grænserne var ubeskaarne, vi vare heller ikke med Skamme gaaede ud af Kampen, thi om end uheldig, var den dog ført mandigt og ikke uden Dygtighed. Vort største Tab havde været, at der var kommet Splid imellem Folket og at Tilliden til Landets Fyrste var

4

INDLEDN ING .

bristet, og skulde Fædrenes efterladte Arv nogenlunde hævdes, var fuld Forstaaelse og fortroligt Samarbejde mellem Regering og Folk mere end nogensinde nødvendig. Christian IV havde aldrig væiet afholdt af Adelen, den Stand, der dengang repræsenterede Folket indadtil og udadtil; han manglede Faderens store Evne til at vælge og paa rette Maade at anvende Landets dygtigste Kræfter. I Følelsen af egen Kraft og Dygtighed blandede han sig mere, end ønskeligt var, i Detaillen, og hans egen Iver og Arbejdslyst gjorde ham ofte haard og hensynsløs i sin Fremfærd mod hans Statstjenere. Hidtil havde man fulgt ham, dels af Frygt, dels fordi man havde set op til ham; nu svigtede man ham, da hans Stjerne begyndte at blegne. Idet man paa en sørgelig Maade forvexlede Sagen med Personen, Maalet med Midlet, nægtede Landets styrende Raad ham Penge til selv de mest paatrængende Forsvarsforanstaltninger. Man lullede sig i en fredelig Søvn ved Tanken om, at Naboriget ikke længeie styredes af den mægtige Gustav Adolph, men af en vankelmodig og lunefuld Kvinde, og at de svenske Hære havde fuldt op at bestille i Tyskland: man oversaa herved, at Trediveaarskrigen istedetfor at sløve tvertimod hvæssede det svenske Sværd til Europas skarpeste, og at der ved Dronning Christinas Side stod en Statsmand, der med fast og diistig Haand styrede Statens Ror, og som havde viet sit Liv til Sverigs Magt og Berømmelse — den store Kansler Axel Oxenstjerna. Man troede eller søgte at indbilde sig, at de saa ofte og i stærke Ord fremsatte Fordringer om et kraftigere Værn mere vare fremkaldte af Kongens Tilbøjelighed for Krigsvæsenet og Ønsket om at styrke Kongemagten end virkelig begrundede i Nødvendigheden for Landets politiske Existens. Man var i det Hele ikke langt fra at betragte Udgifter til Forsvarsvæsenet som sig uvedkommende, som Noget, der udelukkende skulde bestrides af Kronens egen Kasse, og Kongens gjentagne For­ slag om en Indkomstskat til fælles Afhjælp af Landets Brøst fandt desværre kun i altfor høj Grad et uvilligt Øre. Bitteit, men visselig ikke ganske med Urette se vi i et Brev til Rigsraadet den gamle Konge paa sit Livs Aften udbryde: »De (Adelen) ere Mestre her i Landet, og vi som den Ældste af det Haandværk (Krigskunsten) kan intet os med dem anderledes end vel adskille. Thi bede vi

INDLEDNING. 5 Eder og naadigst ville, at I bemeldte af Adelen sligt til Gemyt fører og dem derhos forstandiger, at om de ville staa den Æventyr, som deraf kan komme, vi da for Gud i Himlen og al Verden vil være undskyldte. Vi have, Gud være lovet, til det Værk ingen Aarsag givet, men hvad deraf kan følge, vi noksom besinde. Eftersom Affek­ tionen imellem Adelen og Andre i Landet er meget ringe, saa, der­ som Sligt dertil skulde komme, formoder vi, det ikke vil gaa vel til. Det kommer os ogsaa underligt for, at naar de med Penge deres Herre til deres Fædrelands Defensión skal undsætte, ere de ikke ved Middel. Men naar de Kronens Gods til brugeligt Pant eller under deres Birk kunne bekomme, der da Penge at være forhaanden.« Tiden forløb til 1643. Da meldte den danske Gesandt i Stock­ holm, Peder Wibe, at han frygtede for, at der var Ondt i Gjære, og at Sverig muligvis endog pønsede paa et Overfald, men man spottede herhjemme ad hans Angst, og Alt forblev ved det Gamle. Gesandtens Anelser viste sig dog at have været kun altfor sande. Det svenske Raad havde besluttet at føre et knusende Slag mod Danmark for at forhindre, at det skulde faa nogensomhelst Indflydelse paa Freds­ underhandlingerne, nu da den store Krig stundede mod sin Afslut­ ning. Det aabnede Fjendtlighederne uden Krigserklæring — paa en Tid, da Ingen anede Uraad, da de forskjellige Staters Sende­ bud havde begyndt at forsamle sig i Osnabriick for at raadslaa om Freden, og Hærene i Tyskland vare gaaede i Vinterkvarter. Det kunde saaledes haabe at tilføje Danmark, hvis forsvarsløse Tilstand det fuldt vel kjendte, et dræbende Ulivssaar, inden Hjælp kunde komme udefra. I et Nu var Landet omspændt af Fjender. Fra Hjertet af Tyskland førte Gustav Adolphs talentfuldeste Elev, Lennart Torstenson, selv lam og bunden til en Bærestol, sine sejrsvante Veteraner i Ilmarscher mod Danmark og stod ved Juletid i Holsten, østfra banede Gustav Horn sig Vej gjennem Halland og Skaane til Øresund, medens Clas Fleming tidlig paa Foraaret 1644 laa sejlklar med en mægtig Flaade i de nordtyske Havne for i Forening med en nordfra kommende Eskadre, der af svenske Privatmænd med Louis de Geer i Spidsen var udrustet i Holland, at slaa Bro over vore Belter og Sunde for de tvende Hære.

INDLEDN ING .

6

Med stor Snarraadighed og Uforfærdethed søgte den allerstegne Konge at gjøre Front mod de saaledes fra alle Sider fremtrængende Fjender, men Kampen var for ulige og Midlerne for ringe. De 2 smaa Befæstninger om Gluckstadt og Krempe, nærmest anlagte til Sikring for Elbhandelen og de eneste paa Halvøen, der vare i For­ svarsstand, gjorde vel god Nytte og tilbageslog alle Angreb 1), men de formaaede ved deres afsides Beliggenhed selvfølgelig ikke at for­ hindre Fjendens videre Fremtrængen gjennem Hertugdømmerne, ligesaa lidt som de svage Troppeafdelinger, der fra Nørrejylland og Fyen under Anders Bille i Hast sendtes Fjenden imøde; forgjæves greb ogsaa de kraftige jydske Bønder Sværdet paa deres Konges Bud for at forsvare den hjemlige Arne — de splittedes Hobe for Hobe som de viste sig, men de kæmpede med et Mod og en Udholdenhed, som vel fortjener at mindes af os Efterkommere, og »Wrangels Skanser« i Vendsyssel staa endnu idag som talende Mærker om, hvor haardnakket og længe de søgte at spærre Vejen ,for den frygte­ lige Kriger, der kommanderede Fortroppen af Svenskehæren. I Skaane, hvor Ebbe Ulfeld kommanderede, standsede Malmøhus Befæstning i lang Tid Gustav Horns Bevægelser, der direkte vare farlige for Kjøbenhavn. Personlig kæmpede Kongen i sin Flaades forreste Rækker, overalt syntes han at være tilstede, hvor Faren var størst, og flere blodige Nederlag tilføjede han Fjenden; men den store Op­ gave, han havde at løse med Flaaden: at forhindre Foreningen af Torstensons Hær i Jylland med Gustav Horns i Skaane, med andre Ord, at dække Fyen og Sjælland, vanskeliggjordes ham i høj Grad ved det ubefæstede Kjøbenhavn, som han stedse maatte dække, stadig have sin Opmærksomhed henvendt paa. Han stod lige paa Nippet til at bukke under, da den tyske Kejser sendte os en Hær til Hjælp, der tvang Torstenson til at forandre Front og til at opgive x) Med disse Fæstninger som Rygstød fik derhos talrige af de i Holsten ansatte Officerer Lejlighed til at vise sig som dygtige Partigængere. Den ved Tapperhed, Kløgt og Dristighed mest fremragende blandt disse var Oberstløjtnant J ø r g e n R o h w e d e r , kaldet S t e i n b e r g , der faldt for Riberhus 27 . Decbr. 1644 , og af hvis Bedrifter Forf. har givet en livfuld Skildring i Personalhist. Tidsskr. 3 . Række III. Udg. Anm.

INDLEDNING. 7 sine Planer mod Øerne, ligesom Tidspunktet var kommet til at sætte dem i Værk. Danmark var denne Gang reddet. Christian IV havde reddet det fra Undergang ved sit store personlige Mod og sin Aands­ nærværelse i Farens Stund, ved den ubøjelige og faste Villie, hvor­ med han gjennemførte en fortvivlet Kamp til det Yderste, saa at Hjælpen virkelig kunde komme, men han formaaede ikke at redde det fra at blive beskaaret eller at hævde dets Stilling som Stormagt og * Nordens første Sømagt. Efterat Krigen havde raset i henved 2 Aar, maatte han, nu da Kejseren, hans Allierede, selv var bleven bragt i en aldeles hjælpeløs Forfatning ved Svenskernes nye Sejre, den 13de August 1645 haste med at underskrive Freden i Brømsebro. Ved denne blev der tilstaaet de Svenske Toldfrihed i Øresund, og Dan­ mark afstod til Sverig Provinserne Jemteland og Hærjedalen, samt Øerne Øsel og Gulland — Østersøens Perle — for bestandig og Provinsen Halland for 30 Aar. Den første Deling af det danske Rige var begyndt! II. 1648, tre Aar efter den saa sørgelige og skjæbnesvangre Brømsebro- fred og samme Aar, som Trediveaarskrigen afsluttedes, endte Døden Christian IV’s virksomme Liv, og efter nogen Forhandling enedes Stænderne om at overdrage Kronen til Sønnen Fr eder i k III. Fore­ løbig blev denne dog kun Konge af Navn. Ved en Haandfæstning, strengere end nogensinde tidligere, indskrænkedes den kongelige Myndighed saaledes, at der af Kongemagten næsten kun var en Skygge tilbage. Magten og Styret blev saagodtsom udelukkende lagt i Hænderne paa Rigsraadet, og paa dette maa derfor ogsaa Hovedansvaret falde for Regeringens hørelse under de kommende Begivenheder, der skulde bringe Danmark til Afgrundens Rand.

Frederik III.

INDLEDNING. 9 Det var under alvorlige Forhold, at Rigsraadet saaledes greb efter Eneherredømmet og tog Regeringens Tøjler i Hænde. Hvor forandret var ikke nu, ved Aarhundredets Midte, Danmarks politiske Stilling i Sammenligning med den mægtige og glimrende, det indtog ved Aarhundredets Begyndelse. Dets Overherredømme paa Søen var forskjertset, det varindestængt tilsøs mod Syd af den samme ærgjerrige Stat, der var dets Nabo tillands mod Øst, og Historien havde allerede dengang noksom godtgjort, hvorledes Danmarks Existens stedse paa det alvorligste var truet, hver Gang de til Østersøen grænsende nordtyske Lande var i Hænderne paa en stærk Magt. De tyske Kejseres, de vendiske Fyrsters, de holstenske Grevers og de hanseatiske Stæders i vekslende Række tillands og tilvands udførte Angreb vare visselig ikke dengang glemte og ville forhaabentlig ingensinde gaa nogen dansk Mand af Glemme. Der er heller ingen Tvivl om, at Rigsraadet efterhaanden kom til Erkjendelse af, i hvilke falske Drømme det havde vugget sig, da det troede, at Sverig vilde forbløde sig paa Trediveaarskrigens Slagmarker, hvilken ubodelig Fejl der var begaaet ved, at man havde svigtet den afdøde Konge i hans Bestræbelser for at holde Danmark i Ligevægt mod Sverigs frembrydende Vælde, og hvor paatrængende nødvendigt det nu var blevet engang at gjøre Alvor af at sætte Landet i kraftigere Forsvarsstand. Talende Vidnesbyrd herom findes i en Henvendelse til Stænderne »Consilium om Armaturen«, som Raadet tilsidst enedes om at affatte, og hvori det i Datidens karak teristiske Stil bl. A. hedder: »Naar man de Syrers, Persers, Grækers og Romeres, samt mange mærkelige Kongerigers og Fyrstendømmer deres Undergang overvejer, da er det højlig fornødent, at ethvert Land fiygtcr Gud og lægger Vind paa Samdrægtighed, synderlig udi de Sager, hvorved Land og Riger, næst Guds Hjælp, vældelig kan befries fra alle deres Fjenders Anslag, Magt og Overfald, saa at Høvdinge elske deres Undersaatter og Undersaatterne derimod med tro Manér tjene deres Herrer, betænkende, at ved Samdrægtighed blive Land og Riger bekræftede og formerede, hvilke ellers ikke længe kunne blive bestandige, hvor mægtige de ere, som Sallust siger: concordia res

IO

INDLEDN ING .

parvce crescunt etc.1). Dernæst og efterdi det hedder: fe lix civitas quæ tempore pacis de bello cogitat2) , da er det højlig fornødent, at man udi Fredstid tænker paa de Middel, med hvilke man sig udi Krigstide kunde defendere, som er ved Fæstninger og en god Armada, havende udi god Agt, hvorledes man det kunde tilveje­ bringe sin Fjende dermed at modstaa, efter ethvert Lands og Riges Lejlighed, til hvilket ikke ringe gøres fornødent, at man kender sit eget Lands Magt, Kaar og Vilkaar, saa og anseer, hvorledes deres Naboer og angrænsende udi Magt, Krigsøvelser og ellers i andre Maader tiltager. Vil man nu ret Danmark ansee og betragte, da er det et Corpus og Kongerige, som formedelst Vandet fra hinanden er separeret, og derfore det ret tilsammenbinde er Fæstningerne ikke højligen ufornødne; thi ligesom et Corpus ikke kan movere sig, eller det ene Lem ikke kan komme det andet til Hjælp uden nervis , saa kan og den ene Provins ikke komme den anden til Hjælp, naar de af mægtige Fjender til Lands og Vands blive attakerede, uden Fæstninger paa bekvemme Steder og Pladser, at den ene Provins med Folk, Proviant og anden Fornødenhed kunde undsætte den anden og vor Skibsflaade med samme Fæstningers Forsyning og Tilførsel kunde være tilrede. Hvor højligen saadanne Fæstninger udi Lande og Riger ere fornødne, samt deres store Nytte og Gavn, vil blive for langt at opregne, eragtende mest, at efterdi her højest Magt paaligger, at slige Fæstninger, hvorudi Rigers og Landes Velfærd staar, paa bekvemme Pladser liggende ere funderede, da skal saadant skee med god Betænkende og visse adelige Personer skulle dertil forordnes, som Pladserne skulle oplede, og siden de bedste og bekvemmeligste deraf udledes, thi af Manges Betænkende udledes og sees Sandhed: et p lu s vident oculi quam ocolus ?J) ; ti lmed at Ri get stor Magt l i gger paa Kj øbenhavn , som er NøglentilSundet, hvor Tøjhuset, Sldbsflaaden og andet Sligt er, skulde det og for altingest være vel fortificeret; siden dernæst skulde Landskrone be­ fæstes, da skal IT. M. befinde, at naar han vil fange sin Krig an,

x) Ved Enighed styrkes de Smaa. -) Lykkelig den Stat, som i Fred sig paa Krig bereder. 3) Flere Øjne se mere end eet.

INDLEDNING.

Skaane af Sjælland og Sjælland af Skaane lettelig kan undsættes. Vi skulle ogsaa beflitte os paa, at der kunde opledes en Fæstning i Sjælland, tvers over for Fyen, og tvers over fra Fyen udi Lolland atter en Fæstning funderes. Den funderede Fæstning Frederiks- odde udi Jylland, item den Skandse Amalieborrig udi Fyen raaa endelig ved dagligt Arbejde, før noget angribes, forfærdiges, saa at det ene Land kan vel sekundere og undsætte det andet; thi, hvad for en mægtig Afbræk vi havde kunnet gjort udi sidste Fejde, der vore Fjender indkom i Jylland, om vi havde havt en saadan Fæst­ ning, hvor vi kunde have grebet Stand og samlet saa det ganske Land og overfaldet dem med al den Magt, vi havde kunnet tilveje­ bragt af Norge, Skaane og Sjælland og Fyen, og det saa ofte vi havde villet, give vi Alle og Enhver at betænke; hvad for stor Nytte, det og havde været Indbyggerne, deres Formue der at have bragt udi Sikkerhed, som blev Fjenderne siden til Bytte, dem og deres Armada til stor Bestyrkelse, thi den Formue, Hs. Ms. Under- saatter den Tid blev frarøvet og af Riget udført, er usigeligt og kan ikke beskrives . . .« Desværre blev denne i sine Grundtræk saa sunde og rigtige Forsvarsplan, som med Styrke betonede netop det, hvorpaa det kom an, Befæstningen af Kjøbenhavn og Anlægget af en stærk, flankerende Vaabenplads paa Halvøen, kun et Udtryk for, hvad man indsaa var rigtigt, og for, hvad der burde gjøres — til Gjennemførelse kom den ikke. For Kjøbenhavns Vedkommende indskrænkede Forsvarsforan­ staltningerne sig væsentlig til, at man 1651 begyndte paa Citadellet Frederikshavn (»Kastellet«), hvilket i Forhindelse med nogle Værker, som Christian IV tildels paa egen Bekostning lod anlægge udenfor Peblinge- og Sortedamssøen, vilde have dannet en Slags ydre Fort­ række. Fuldførte blev disse Arbejder langtfra, ligesaa lidt som den nødvendige Udbedring af den indvendige Voldrække, der var i en meget forfalden Stand, om end der enkelte Gange gjordes Tilløb dertil. Aaret efter, 1652, toges vel noget kraftigere fat paa Befæstningen af Frederiksodde, hvor Christian IV havde anlagt et Hornværk; men ogsaa her hørte Arbejderne op eller sygnede hen, inden Fæstningen tilnærmelsesvis var bleven bragt til at svare

INDLEDN ING .

12

til sin Bestemmelse. For Omorganisationen af det levende Værn, om hvilket Rigsraadets Betænkning ogsaa indeholder meget gode og fornuftige Principper, og som var i en yderlig slet Tilstand, blev der slet Intet gjort. Sagen var, at de styrende Rigsraader ved at tilrive sig Magten og ved saa meget som muligt at udelukke Kongen fra Regeringshandlingerne langtfra indbyrdes havde opnaaet den Enig- heds- og Samdrægtighedsaand, som de saa smukt talte om, og som ganske vist ogsaa var en nødvendig Betingelse for, at saa om­ fattende og rigtige Arbejder kunde fremmes — fremmes itide og med Kraft. Utvivlsomt vare de fædrelandssindede og paa deres Vis dygtige Mænd; men de vare spaltede i Partier, iversyge paa hinandens Magt, kæmpende for deres Særinteresser, og deres Kraft og Evne gik derfor tilspilde for Fædrelandet, deres Styrelse blev til dettes ubodelige Fordærv. Imidlertid udviklede Forholdene sig i Sverig paa en for Danmark højst foruroligende og truende Maade. 1654 havde Dronning Christina aftraadt Regeringen til sin Fætter Carl X Gustav, en saa fuldbaaren Repræsentant for »Jern- og Blodpolitiken«, som nogen senere Tid har at opvise. Ærgjerrig indtil Umættelighed, hærdet og forvoven som Kriger, listig og forslagen som Statsmand, stedse paaberaabende sig Vorherre og sin retfærdige Sag og stedse rede til at hævde denne mecl 30,000 Bajonetter, aandede og levede Carl Gustav kun for Sverigs Magtudvidelse, for at underkue, opsluge eller tilintetgjøre alle tilgrænsende Lande. Paa en mærkværdig og ganske ejendommelig Maade begunstigede Folkestemningen i Sverig disse Carl Gustavs vidtflyvende Planer. Kort efter hans Tron­ bestigelse vedtog de svenske Stænder en Resolution til Kongen, hvori de henstille til hans »bedre Betænkende«, om Sverig vel, i Betragtning af, at det var et fattigt Land, der knap havde Brød­ føde, kunde gjøre noget Bedre, end som hidtil, at bekrige de om­ kringliggende, rigere Lande og derfra hjemføre Skatte og Kostbar­ heder. Carl Gustav lod Sagen nærmere forhandle, og det blev be­ sluttet, da man endnu ikke turde binde an med Rusland, at det skulde gaa ud over Polen og Danmark. Der herskede kun nogen Uenighed om, med hvilken af disse to Stater, man skulde begynde.

INDLEDNING.

13

De erfarne Generaler Wrangel og Wittenberg, saa vel som Rigs- raaden Christer Bonde, fremhævede i Rigsraadet, at man først burde bemægtige sig Danmark, for saa meget desbedre at have Ryggen fri paa de fremtidige Tog sydpaa, men herimod gjorde Fler­ tallet paa en træffende Maade gjældende, at Danmark, der var saa kraftesløst, og som laa saa bekvemt for Flaanden, kunde man altid senere finde en passende Lejlighed til at overfalde, og denne Mening fik Overhaand — allerede i Begyndelsen af 1655 faldt Carl Gustav uden nogensomhelst skjellig Grund ind i Polen i Spidsen for en vældig Hær. Budskabet om dette Fredsbrud fremkaldte selvfølgelig stor Be­ vægelse i Danmark, men man beroligede sig dog noget, da den den svenske Gesandt i Kjøbenhavn, Magnus Durell, paa sin Herres Vegne afgav de mest venskabelige og beroligende Forsikringer og snart saa sig istand til at overbringe Forslag til en nøje og inderlig Alliance mellem de tvende Riger. »De Danske leve kun af Eders IL. M.s Diskretion«, skriver han til Carl Gustav, »men jeg søger at persvadere dem, at E. IL. M. Intet hellere ønsker end en god Alliance, og at Krigen i Polen snart maa faa Ende, for at E. IL. M. derefter kan leve i Fred og Ro med andre Lande.« Af gode Grunde blev det til Intet med denne »Alliance«, hvis Afslutning Durell selvfølgelig under allehaande Paaskud trak ud fra Tid til anden, og først efterhaanden gik det op for Regeringen, hvilken Skjæbne, der var tiltænkt Landet. Gesandten i Stockholm, Ove Juul, var kommen under Vejr med de svenske Stænders Beslutning, og hans Formodning bekræftedes af Kurfyrsten af Brandenburg, der først havde været Carl Gustavs Allierede, men senete skilte sig fta ham som hans bitre Uven, da han mærkede, at Catl Gustav selv vilde tage Løvens Part af det polske Bytte. Raadvilde og modløse famlede de danske Styrende i Valget af de Midler, de skulde anvende for at besværge Uvejt et, en stærk Pølelse af Uro og Ængstelse gik gjennem hele Nationen. »Vi gaa her«, skriver Christen Skeel i sin Dagbog 1656, »med Bedrøvelse og med en ond Samvittighed, for vi snakke om Sagerne og gjøre Intet derved, og det hele Land raaber paa os, og vi gjøre dog Intet derved, saa Gud maa ikke være iblandt os«.

14

INDLEDN ING .

Endelig, i Februar 1657 paa Rigsdagen i Odense, tog man en skjæbnesvanger Beslutning, der vel mere var fremkaldt ved Indtrykket af det Ulidelige og Pinagtige i Situationen end ved en virkelig moden Overvejelse af de forhaanden værende Omstændigheder, — man be­ stemte sig til ikke at oppebie Fjendens Komme, man vilde komme den frygtede Modstander i Forkjøbet. Saa berettiget dette end i og for sig kunde være som Nødværge ligeoverfor en Fjende som Carl Gustav, saa forkasteligt, politisk som militært, var det dog under de givne Forhold, naar man ser hen til Hærvæsenets elendige Tilstand og Manglen paa Kraft og Enhed i Styrelsen. »Her er hverken Konduite, Kurage, Orden, Penge, Kredit eller Soldater«, skriver Durell 1656 til Carl Gustav, »Landet staar aabent, næsten alle Stæder ligeledes. P'laaden er ikke forsynet med P'olk eller Munition; de, som her kaldes Officerer og gemene Soldater, ere alle uexercerede,; Regeringen selv er ikke uden Tvedragt, Kongen er imod Raadet, Raadet er delt, alle Undersaatter ere desperate«. Men man havde ikke Villiestyrke nok til længere at modstaa Hollands, Polens, Rus­ lands og tilsidst Brandenborgs indstændige Anmodninger om at være behjælpelig med at forhindre, at den fælles Fjende gjorde sig aldeles til Herre over Østersøen og alle Lande deromkring, troede vel ogsaa paa, at saa Mange i Forening maatte kunne kue denne Ene, og haabede endelig at kunne forskaane Landet for de Rædsler, der stod i frisk Minde fra Krigen 1645, ved at forlægge Skuepladsen til fremmed Jordbund. Med feberagtig Hast begyndte man at ruste, og med store Anstrengelser og med umaadelig Bekostning — der, det maa siges, nu med den største Redebonhed ydedes af Adel som af Borgere, men som, anvendt itide, vilde have gjort den tidobbelte Nytte — lykkedes det i Maj at faa en i Tal ret anselig, men i indre Styrke og Sammenhold meget maadelig, halvt hvervet, halvt udskreven Hær paa Benene. Den iste Juni erklæredes Krigen. Rigsmarsken Ande r s Bille, der kommanderede Hovedhæren, 21,000 Mand stærk, rykkede med 9000 Mand og 40 Kanoner ind i Bremen, efterladende Resten i Lejre ved Fulsbiittel ved Aisteren og ved Itzehoe for at forsvare Elben og dække Operationerne i venstre Flanke; Ulrik Chr.

INDLEDNING. 15 Gyl denl øve aabnede fra Skaane med 5000 Md. Felttoget mod Halland, og Iver Kr abbe stod med 3000 Md. ved Bohus til Be­ vogtning af den norske Grænse. Flaaden under Kongens Befaling krydsede under den pommerske Kyst for at afskære Carl Gustav Forstærkning og Tilførsel fra Sverig. I denne Krigsplan var der begaaet væsentlige Misgreb, som for en Del hidrørte fra, at man lod sig lokke af Kurfyrstens Løfte om at ville spærre Vejen gjennem Pommern for den svenske Hær. Hovedangrebet burde saaledes ikke have været ført i Tyskland, men i det for de bedste Tropper stærkt blottede Sverig, man burde paa Halvøen have indskrænket sig til at lægge en stærk Besætning af Landeværn ind i Fredericia og de smaa Fæstninger i Hertug­ dømmerne samt arbejdet paa at sætte dem i den bedst mulige For­ svarsstand. Det var foran Stockholm og ikke foran de afsides liggende Fæstninger i Bremen, at de nordtyske Provinser skulde have været fravristede Carl Gustav. Overhovedet var det uklogt at forudsætte, at den aldeles uøvede og uensartede danske Hær skulde kunne optage Kampen i aaben Mark mod Verdens første Kjerne­ tropper. Endelig burde heller ikke Overledelsen af Hæren have været betroet Marsken, der vel var en personlig modig Mand, men som i den sidste Krig havde vist sig som en svag og uheldig An­ fører, til hvem man ikke havde Tillid. Da Carl Gustav erfarede, at Danmark havde sluttet sig til hans Fjender og at den danske Hovedstyrke stod ved Elben, tog han sine Forholdsregler med en Hurtighed og genial Dristighed, der søger sin Lige og kun blev overtruffen ved den paafølgende vidunderlige Marselv, der skulde føre den svenske Hæi udenfor Kjøbenhavns Porte. Den 13de Juni brød Otto Stenbock med Avant- garden op fra Lejren ved Warschau, skuffende Polakkerne om Til bagemarschen ved paa forræderisk Maade at lade de allieiede Troppet under Rakoczy i Stikken. Selve den svenske Hær marcherede saa over Bromberg (hvorfra Kongens Broder Johan Adolph med Reserve­ korpset sendtes mod Kurfyrsten for at vildlede denne om Kongens Planer) og Stettin til Demmin, hvor der holdtes Rast og hvor Hæren forstærkedes med det pommerske Korps, der stod under

INDLEDN ING .

i 6

Befaling af den berømte Carl Gustav Wrangel, Kongens Næstkomman­ derende og Rigets Admiral. Herfra gik Marschen videre over Wismar gjennem Passene ved Mölln mod Aisteren, hvor Overgangene forceredes og den her staaende betydelige danske Hærafdeling i Uorden kastedes tilbage. Dernæst vendte Wrangel sig mod Anders Bille, der nu stod i Fare for at blive afskaaren, og hvem det kun med store Tab lykkedes at undslippe til Holsten, hvor han bag nogle Feltforskansninger ved Itzehoe søgte at samle Hæren. Efter saaledes at være bleven Herre over Elben og »ved den alvældige Guds Bistand undsluppen de store og forskrækkelige Farer i Polen«, føler Carl Gustav fast Grund under sig. Medens hans hungrige og lasede Veteraner i Lejren ved Altona i Hast provianteres og be­ klædes af de rige Hamborgere, skriver han den 3die August til sin gode Ven Ol i ver Cromwell, Englands mægtige Protektor, og ud­ kaster for ham Planen til Danmarks Deling. Selv forbeholder han sig »kun« de danske Provinser Øst for Øresund samt Bohus, Christiania ogTrondhjems Lehn i Norge; Cromwell tilbyder han mod en Alliance eller et Pengelaan Nørrejylland med Undtagelse af Kolding og Skan­ derborg Amter, Øerne langs Slesvigs Vestkyst og Landene langs Elb- bredden, medens den resterende Del af Jylland, Fyen og Hertug­ dømmerne i Forbindelse med Kongenavn skulde tilfalde Svigerfaderen, den holstenske Hertug; de øvrige danske Øer og Resten af Riget ønskede han at uddele i Smaastykker til paalidelige Venner. Det lyder for os som et uhyggeligt Æventyr, men det sørgelige er, at det var stærkt paa Veje til at blive til Virkelighed — Carl Gustav tøvede i hvert Tilfælde ikke længe med at tage sin Del. Den 7de August gik han paany mod Anders Bille og splittede efter en haardnakket Modstand dennes Hær ad i to Dele, saaledes at Fodfolket maatte ty til Glückstadt, hvorfra det senere førtes til Jylland, medens Marsken med Rytteriet gik nordpaa gjennem Hertug­ dømmerne. I Holsten efterlodes Pfalzgreven af Sulzbach med 6000 Mand som Reserve og for at belejre Glückstadt og Krempe, og ustandselig gik Marschen derpaa gjennem Holsten og Sønderjylland. Den 20de August viste det svenske Fortrav sig foran Fredericia. Her var den ulykkelige Rigsmarsk tyet hen med Resterne af sin slagne Hær,

xy

INDLEDNING.

der, iberegnet Garnisonen, nu ialt kun bestod af 5000 Mand, og her vilde han gjøre et sidste Forsøg paa at redde sin Ære og sit Fædreland. Maaske var det lykkedes ham, hvis Fæstningen havde været fuldført, som den skulde og som det var paatænkt, thi i 2 Maaneder bandt han Svenskerne foran Voldene, medens en polsk Hær paa 15,000 Mand nærmede sig Elben i stærke Dagmarscher for at komme Danmark til Undsætning. Carl Gustav begyndte allerede at blive noget urolig for sine Reservehæres Skjæbne og var personlig ilet til Wismar for at tage Kommandoen, da Wrangel ved et dristigt Kup paany satte Flugt i de standsede Operationer. Den 24de Oktober om Morgenen tidlig, stormede han, i Spidsen for 12 Regimenter Fod­ folk og 4 Regimenter Ryttere, 7 af Fæstningens 9 Bastioner og gjorde sig efter en morderisk Kamp til Herre over Fæstningen. Dødelig saaret faldt Anders Bille i Hænderne paa Fjenden, der gjorde et Bytte af 50 Kanoner og noget over 2000 Mand; Resten var nedhugget eller flygtet. Danmarks Landforsvar var brudt; betænkelige vare Polakkerne standsede ved Elben, da de hørte, at Fredericia var falden, hele Halvøen i Carl Gustavs Magt og hans frygtede Hær rede til at imødegaa dem; det maatte nu staa til Flaaden og de under Opsejling værende Flollændere, om de kunde forhindre Overgangen til Øerne. Da kom Frosten til, drev Flaaderne i Vinterkvarter og slog Bro over Belterne. Paa dette skrøbelige Dække marscherede den forvovne Konge med Opofrelse af 2 Kompagnier og en Del af Bagagen, der gik til Havets Bund, over Lillebelt mellem Stenderuphage og Fønsskov med 3000 Ryttere og 9000 Mand Fodfolk, slog de paa Fyen staaende svage Troppeafdelinger under Oberst J ens Løvenkl ou, gik dernæst, imod Wrangels og de øvrige Generalers Raad, alene paa den unge Generalkvartermester Dahlbergs F'orslag, først til Taasinge og Langeland, saa over det 3 Mil brede Langelandsbelt til Lolland, derfra videre til Falster, og endelig til Sjælland, hvor han den 11te Februar 1658 stod med hele Hæren, beredt til at marschere mod Kjøbenhavn. Carl Gustav vidste, hvor det afgjørende Punkt laa. Han vidste godt, at naar han stod i Kjøbenhavn, havde det kun lidet at betyde, S. A. Sørensen.

1 8

INDLEDN ING .

at Gyldenløve i Skaane og Krabbe i Norge havde slaaet hans dei- værende Tropper og fordrevet dem netop fra de Provinser, han vilde erobre. I Vordingborg mødte de danske Fredsunderhandlere, Rigs­ hovmesteren Jochum Ge r s dor f og Rigsraad Chri st en Skeel , ledsagede af Cromwells Gesandt, Phi lip Meadowe, som Mægler, den sejrrige Konge. En fortsat Kamp syntes Flertallet i Regeringen en Umulighed. Alt i alt fandtes paa Sjælland henved 4000 Mand mere eller mindre regulære Soldater, hørende dels til Kjøbenhavns Besætning og Adelens Rostjeneste, dels til de faa undslupne Ti opper. At føre disse mod Fjenden for at spærre ham Vejen i aaben Mark

Carl Gustavs Hær gaar over Isen.

vilde kun have været en Opofrelse til ingen Nytte; derimod vilde de have dannet en god Kjerne, hvorom Hovedstadens talrige Befolkning kunde have sluttet sig til energisk Forsvar af Kjøbenhavn, saafremt Fæstningsværkerne havde været af en nogenlunde taalelig Beskaffenhed. Men med Sorg følte man nu, at der egentlig ikke var nogen Fæst­ ning, at de forfaldne Volde kun afgav en ringe Skjærm mod de for­ vovne og vilde Krigere, der nu nærmede sig Hovedstaden med stærke Skridt. Kun enkelte Uforsagte, hvortil Kongen hørte, raadede forgjæves til, da de erfarede Svenskekongens ydmygende Freds­ betingelser, at slutte sig sammen til en sidste fortvivlet Strid paa Liv og Død, muligen kunde man holde ud saalænge, indtil dei blev aabent Vande og de allierede Magter kunde komme til Undsætning.

INDLEDNING.

Raadets Flertal turde ikke paatage sig Ansvaret for saaledes at sætte Alt paa eet Kort. Og det hastede med Afgjørelsen; kun ringe var Betænkningstiden for de ulykkelige Mænd, der skulde underskrive Traktaten om deres Fædrelands Lemlæstelse. For at give sine Fordringer, der selvfølgelig efter det storartede Vaaben- held vare bievne betydelig opskruede , forøget Vægt, fortsatte Carl Gustav uophørlig Marschen og var allerede naaet til Kjøge; saa bestemte de danske Kommissærer sig til at give efter, og den 18de Februar afsluttedes Freden i Høje Taastrup; 8 Dage efter ratificeredes den i Roskilde. Som bekjendt maatte Danmark afstaa de ældgamle danske Provinser Skaane, Bleking og Halland, fremdeles Bohus, Agers­ hus og Irondhjems Stift, samt Bornholm og Fordringerne paa Rygen, afgive 2000 fuldt rustede Ryttere, tilstaa Toldfrihed i Sundet og Storebelt, indsætte Landsforræderen Corfitz Ulfeld i Ejendomme og Værdigheder og gjøre Hertugen af Holsten-Gottorp store Indrømmelser med Hensyn til Suveræniteten i Sønderjylland. Ved denne forfærdelige Afgjørelse havde den engelske Gesandt været meget virksom, og Cromwell, der frygtede for, at den øster- søiske Handel, »dette gyldne Skind«, som han udtrykte sig, skulde falde i Hænderne paa Holland og Danmark, kunde derfor med Stolthed skue tilbage paa Fredsværket og lade sine Gesandter i Udlandet tilgaa Meddelelse derom med følgende, desværre saa sande Ord: »Aldrig før saa man en saadan Krig, men heller aldrig en saadan Fred!«

III. Den 3die Marts 1658 fandt et sælsomt Skuespil Sted i de pragt­ fulde Sale paa Frederiksborg Slot. Det var den overvundne, den dybt ydmygede, sine bedste Provinser berøvede danske Konge,

INDLEDN ING .

20

Frederik III, der gjorde Gjæstebud for sin Overvinder og sejrs­ stolte Modstander, den svenske Kong Carl X Gustav og dennes Mænd. Over al Beskrivelse storartet og glimrende var denne Fest, som den sindige Frederik III efter Overlæg med sine Raadgiveie havde fundet det rigtigt at foranstalte, visselig ikke uden smertelig Selvovervindelse og som et Offer paa Politikkens Altei, men ligesaa vist dog tillige som et ydre Tegn paa, at det var den danske Regerings Villie og Agt, ikke alene nødtvungen at gjøre gode Miner til slet Spil, men ogsaa ærlig at overholde de paatagne Forpligtelser og gjøre det Yderste for fremtidig at komme' paa en god Fod med den mægtige Sejrherre. Med fyrstelig Anstand og Ynde gjorde Dronning Sophi e Ama l i e Honnørs ved det store Hovedbord i Salens Midte som Carl Gustavs Borddame. Hendes stolte og mandhaftige Sind maa som ingen Andens i Salen have krympet sig ved den Rolle, der var hende tildelt, men hun forstod Stillingens Alvor, og den Selvbeherskelse og det glimrende Mod, der faa Maaneder efter skulde skaffe hende historisk Berømmelse, da hun tilhest ved sin Mands Side opflammede Tropperne til Kamp paa Kjøbenhavns Volde, svigtede hende heller ikke ved denne Lejlighed. Utvungen og let gled derfor Samtalen mellem hende, Carl Gustav og Frederik III, der sad paa Svenskekongens anden Side, og den ved det fyrstelige Exempel fremkaldte Følelse af, at al Harm skulde være glemt, forplantede sig hurtig gjennem Rækkerne i Salen og udelukkede enhver Mislyd blandt de mange Stormænd, der nys med Sværd og med Pen havde bekriget hinanden. Blandt de mest fremragende af de tilstedeværende Gjæster har Historien, foruden Fyrsteparret, Hertug Ernst Gynther af Holsten (Augustenborg) med Gemalinde, optegnet af Svenskekongens Mænd: Rigsmarsken Gabriel Oxenstjerna, Rigsdrosten Nils Brahe, Rigsraad Sten Bjelke og Gesandten i Wien, Schweder Kleyhe, den engelske Gesandt Philip Meadowe (Fredsmægleren), samt af Danske: Rigsviceadmiralen Henrik Bjelke, den fungerende Rigsmarsk Axel Urup, Rigsraad Ove Juul, Feltmarskalk Eberstein og Generalløjtnant Hans Schack. En eneste

INDLEDNING. 21 Undtagelse fra de muntre Hofmænd og Krigere, der saaledes lod Fiolen sørge, dannede maaske Generalkvartermester Er i k Dahl berg, den laveste i Rang blandt Carl Gustavs Mænd, men den ypperste i

Sophie Amalie.

Snille. Staaende bag sin Konges Stol iagttog han med sit spejdende og aarvaagne Øje den danske Konges Omgivelser, vel ikke uden Forudfølelse af, at denne skjønne Harmoni kun skulde være det daarende Havblik, der gik forud for den desto skrækkeligere

INDLEDN ING .

22

Storm. Mærkeligt nok nævnes Carl Gustav Wrangel ikke blandt de Tilstedeværende, ligesaa lidt som nogen af de andre berømte Korps­ kommandører i den svenske Hær; muligvis skulde han og de holde sig rede til med væbnet Haand at udfri Carl Gustav af det forræde­ riske Baghold, som man i den svenske Hær syntes at have næret Frygt for, og imod hvilket der, forinden Carl Gustav forlod Hoved­ kvarteret i Ringsted, virkelig vides at være truffet Anstalter. En utidig Frygt unægtelig, hvis man havde kjendt Frederik IITs retskafne Sind, og tillige urimelig, eftersom den svenske Hær havde hele Landet inde med Undtagelse af de befæstede Punkter Kjøbenhavn, Kronborg, Rendsborg, Gliickstadt, Krempe, og Frederik III bogstavelig talt saaledes langt snarere var sin Gjæsts Fange end omvendt. At denne Mistanke saa glimrende blev gjort til Skamme ved Festen, og at Carl Gustav i de paafølgende 2 Dage, i hvilke han nød den mest udsøgte Gjæstfrihed ved det danske Hof, utvivl­ somt havde rig Lejlighed til personlig at erfare, med hvilken Resignation man herhjemme havde fundet sig i den forsmædelige Roskildefred, skulde imidlertid ikke afdæmpe den Ærgjerrighed, der luede i hans Inderste, og som begyndte at lade ham angre, at han var standset foran Kjøbenhavn. Tvertimod var den snarere bleven forøget ved hans Samværen med den tilsyneladende saa lidet mand­ haftige Frederik III og med dennes mere pyntelige end krigerske Hofmænd, saavelsom ved hans Kundskab om Troppernes Demoralisa­ tion og P'æstningen Kjøbenhavns ynkelige Tilstand. Allerede den 2 den Marts, Dagen før Gildet paa Frederiksborg, skriver han til Præsidenten i Statsraadet, Mathias Bjørnclou, og gjør en Slags Undskyldning, fordi han ikke havde bemægtiget sig Kjøben­ havn og derved gjort det af med Danmark med det Samme. I dette ejendommelige Brev anfører han blandt andre Grunde, hvorfor han undlod det — saasom de omliggende Staters voxende Mis­ undelse og Nid over hans Lykke — ogsaa den, at han troede at burde lade sig nøje med Provinserne Øst for Sundet og det midterste Norge, i hvert Fald indtil disse Landskaber vare bievne forsvenskede, af Frygt for, at Danmark ellers kunde blive Hovedriget i denne nye

23

INDLEDNING.

Stat — en Tanke, han ikke kunde udholde, ligesaa lidt som at Kjøbenhavn skulde blive Nordens Hovedstad. Dette i Sverig saa forhadte Kongesæde vilde han tvertimod, naar det belejlige Øjeblik nærmede sig, udslette af Stædernes Tal, kun ladende et Kastel blive tilbage til Bevogtning af Sundet, og i det Sted gjøre Malmø til Hovedstaden i et stort, forenet og mægtigt

Skandinavien. Med de Besiddelser, han alle­ rede havde inde i Nord­ tyskland, vilde han da være Europas mægtig­ ste Hersker, hans Flaa- der kunde lukke alle Adgange til Østersøen, og saaledes dækket i Ryggen, kunde han uhindret skride frem til nye Erobringer mod Øst og mod Syd, mod Rus­ land, Polen og Tyskland. Og Carl Gustav var ingen Drømmer, han søgte strax at virkelig- gjøre sine Planer. Alle­ rede den 13 de Marts, efterat han i Triumf var vendt tilbage til

Carl Gustav.

Sverig, afsendte han fra Gøteborg S t en B j e l ke og Statssekretær Pet er Coye t til Kjøben­ havn for, som det hed, at træffe Aftale med Hensyn til den Alliance, der ifølge Fredstraktaten -skulde oprettes imellem Rigerne, men i Virkeligheden, som det viste sig, for at forhale og fortrædige Traktatens Fuldbyrdelse. Disse Forhandlinger, hvilke fra dansk Side lededes af Rigsraad Peder Reedt z og Ax e l Ur up, toge nu

INDLEDN ING .

24

deres Begyndelse og varede den halve Sommer igjennem; de høre til noget af det mest Oprørende og Ydmygende for danske Følelser at gjennemlæse, som man kan tænke sig, og Raabet » Væ victis« (Ve de Overvundne), der altid følger de Besejrede, har utvivlsomt under disse Forhandlinger smertelig lydt for de danske Rigsraaders Øren og bitterlig ladet dem angre den Karrighed og Paaholdenhed, som de i de siden Brømsebrofreden forløbne 13 Aar havde udvist overfor Bevillinger til Landets Forsvar. Jo mere eftergivende og imødekommende den danske Regering stillede sig, desto mere anmassende og fordringsfulde optraadte de svenske Afsendinge, af hvilke navnlig Coyet, der syntes mest indviet i Carl Gustavs hemmelige Tanke og i hvert Tilfælde fattede den bedst, var en Tjener, der var en saadan Herre værdig. Og dobbelt maa Forhandlingernes Gang oprøre, eftersom det paa det Klarligste kan godtgjøres, at den danske Regering aabent og hæderlig i Et og Alt bestræbte sig for at efterkomme de paatagne Forpligtelser. Det var, som den vilde afvaske og bringe i For­ glemmelse den Skyld, den havde i at begynde Krigen Aaret forud, og saavel Meadowe som Carl Gustavs Ven, Hu g o Te r l on , den franske Gesandt, betone gjentagende i deres Breve udtrykkelig, at Intet i Verden kunde bringe Frederik III til at bryde, hvad han engang havde lovet, »uanset«, tilføjes der, »om Hollænderne nok saa længe vedblive at tude ham Ørene fulde.« Provins paa Provins blev hurtig og nøjagtig overgiven til svenske Befalingsmænd og Be­ folkningen formanet til at lyde disse; de 2000 fuldt rustede Ryttere, noget nær de eneste, Landet havde, tilførtes Carl Gustav, ydmygende nok, af Kongens egen Søn, Ulrik Frederik Gyldenløve, med An­ modning om, at denne maatte træde i svensk Krigstjeneste; Tropper, der vare hvervede under stor Bekostning i Holland før Krigens Af­ slutning, bleve afsagte, og Størstedelen af de Rester, der endnu fandtes i Kjøbenhavn eller vare vendte tilbage fra Garnisonerne i Skaane og Bleking, lagdes i spredte Kantonnementer paa Sjælland, saasnart der blev Plads til dem for den svenske Indkvartering, eller sendtes til Vendsyssel og Mors, for at de ikke skulde give den ringeste Anledning til Mistanke hos den frygtede Nabo. Endog de